Schackenborg Slot skal være mere åben for offentligheden.

Der skal arbejdes med brandet, og folk skal kunne komme ind i hverdagen og se slottet, skriver DR Syd.

Det siger Schackenborg Fondens kommende direktør Trine Jakobsen.

»Jeg har et stort ønske om at åbne de smukke gitterporte i hverdagen, så man kan komme ind og gå rundt på området og få den fantastiske oplevelse, som det er at besøge Schackenborg slot. Jeg kunne godt tænke mig en øget grad af tilgængelighed,« siger Trine Jakobsen.

Historiker og ekspert i kongehuset Lars Hovbakke Sørensen siger, at det kan få en stor effekt, når stedet åbner sig mere op for offentligheden.

»Det kan godt få stor betydning, at danskerne får mulighed for at komme mere tæt på kongehuset og Schackenborg og de historier, der knytter sig til stedet,« siger Lars Hovbakke Sørensen til DR Syd.

Grunden til, at det kan have en større effekt, skal ses i forhold til den gang, hvor prins Joachim og prinsesesse Marie flyttede fra området.

»Dengang var der mange, der var skuffet over, at de faste repræsentanter af kongefamilien i Jylland forlod lokalområdet. Derfor har man behov for, at der sker noget nyt i forhold til at kunne komme tæt på de kongelige.«

»Nu får man så mulighed for at få en tilknytning til kongefamilien igen, som man havde engang,« siger Lars Hovbakke Sørensen.