Fly- og rejselskaber har været tvunget i knæ, siden coronasmitten gjorde sit indtog, og seneste har Norwegian præsenteret et underskud på knap 700 millioner kroner.

Men hvad skal vi forvente, at de dårlige tider hos flyselskaberne kommer til at betyde for billetpriserne?

B.T. har allieret sig prissammenligningssiden Travelmarket for se nærmere på den formodede prisudviklingen for fire klassiske rejsedestinationer for danskerne. New York, Bangkok, Berlin og Barcelona.

Og hvis vi indleder med at kigge tilbage i tiden, så er der ingen tvivl om, hvad det overordnede billede for billetpriserne har været for rejser til de fire byer. Siden 2015 er gennemsnitsprisen til tre af de fire rejsedestinationer nemlig faldet.

En flybillet til Barcelona er eksempelvis gået fra 1.008 til 671 kroner de seneste fem år, mens prisen på flybilletter til Bangkok er gået fra 3.908 til 3.021 kroner.

Som eneste undtagelse finder man Berlin, hvor prisen er steget med godt 100 kroner i løbet af de seneste fem år. Fra 411 til 517 kroner.

Kigger vi lidt i spåkuglen, er der meget, der tyder på, at billedet ikke kommer til at ændre sig nævneværdigt trods både coronakrise og en potentiel konkurs hos lavprisselskabet Norwegian, som nogle eksperter spår en risiko for.

»Ligesom kapaciteten i øjeblikket er kraftigt reduceret og forbliver det til og med marts næste år, som jeg ser det, så skal man huske på, at interessen og efterspørgslen på at rejse også helt nede – hvis ikke længere nede. Det betyder også, at priserne ikke kommer til stige,« siger Ole Stouby, der er direktør hos Travelmarket, og tilføjer:

»Når folk begynder at kunne rejse igen til foråret, hvor der måske også er kommet en vaccine, så vil både kapaciteten og efterspørgslen formentlig komme til at blomstre igen. De to ting følges hånd i hånd.«

Og sådan vil det også være, hvis Norwegian skulle ende med at gå konkurs.

»Så vil der bare stå andre på spring. Der er masser af fly i markedet, som kan tage imod en given øget efterspørgsel fra alle flyselskaber,« siger Ole Stouby.

Samtidig vurderer han, at de flyselskaber, der overlever coronakrisen, vil stå tilbage med en stærkere driftøkonomi, med lavere omkostninger.

»Det vil være et andet marked rent økonomisk, fordi det vil være muligt for flyselskaberne at få fat i både personale og fly til billigere penge,« siger han.

Om det allerede nu afspejles i billetpriserne for hele 2021 er uvist, men et pristjek for de tre førnævnte destinationer i uge 4 og uge 8 i 2021 foretaget af Travelmarket viser, at der de første måneder af året ikke komme til at ske nævneværdige ændringer i prisen.

I uge 8 koster den gennemsnitlige flybillet til eksempelvis Bangkok 3.268 kroner, mens en billet til Barcelona i gennemsnit koster 681 kroner.

Altså på nogenlunde samme niveau som i dag.

Men spørger man Ole Stouby, så bliver det altså primært de nære rejsedestinationer, som bliver aktuelle for danskerne det kommende stykke tid.

»Vi kommer til at se folk rejse til mere nære destinationer end tidligere. Så derfor vil de europæiske lande formentlig blive foretrukket af mange, mens flere vil droppe de oversøiske destinationer, hvor man også har nogle andre restriktioner,« siger han.