Henrik Sass Larsens mangeårige ven og partilfælle Tommy Kamp er dybt rystet over, at Sass Larsen nu har meldt ud, at han er den tidligere minister, der er tiltalt for at besidde omfattende overgrebsmateriale med børn og en børnesexdukke.
»Jeg er i chok,« siger Tommy Kamp, der er tidligere lokalformand for Socialdemokratiet i Køge.
Henrik Sass Larsen har skrevet i en pressemeddelse, at han tager afstand fra alle anklagerne mod ham.
»Jeg har aldrig nogensinde gjort et barn fortræd – og kommer aldrig til at gøre det. Mit ærinde har været det stik modsatte,« siger han i pressemeddelelsen.

Henrik Sass Larsen tilføjer, at han havde »planlagt at offentliggøre hændelsesforløbet i forbindelse med en bog«.
Tommy Kamp har svært ved at finde ord for, hvad han mener om den udmelding fra den gamle ven.
»Det er ikke kun mig, der i chok, og lige nu har jeg meget svært ved at vurdere, hvad der er op og ned i den her sag,« siger han.
Tommy Kamp er især kendt for at være med på det billede fra Hugos Vinkælder, hvor han i 2011 sad sammen med Henrik Sass Larsen og Bandidos-rockeren Suzuki-Torben.
Et billede, B.T. eksklusivt kunne bringe.
Det var netop Henrik Sass Larsen relation til rockeren, der gjort, at han dengang ikke blev gjort til finansminiser i den daværende statsminister Helle Thorning-Schmidts første regering.
Siden blev han dog udnævt som erhvervsminister.

