»Jeg har virkelig grædt. Alt var pakket til at tage af sted, men nu er det hele bare spoleret.«

Sådan lyder det fra sygemeldte Mille Hansen, der er blevet ramt af SAS-strejken.

Ligesom sygemeldte Heidi Brückner, som B.T. fortalte om i går, er Mille Hansen en af 17 personer, der i lørdags skulle have fløjet med SAS til Malaga i Spanien for at være med i et tre ugers genoptræningsforløb i Montebello betalt af Region Hovedstaden.

»Jeg er ramt af smerter og nedsat mobilitet i min højre arm efter en operation i marts,« siger hun og tilføjer:

Mille havde ellers pakket kufferterne og var klar til afrejse.
Mille havde ellers pakket kufferterne og var klar til afrejse. Foto: Privat
Vis mere

»Montebello kan tilbyde mig den intensive og specialiserede genoptræning, som jeg har brug for til at mindske gener og smerter i min skulder og arm, så jeg kan komme tilbage på arbejdet. Men det er så blevet aflyst på grund af strejken hos SAS.«

Mille Hansen retter dog kritikken mod Region Hovedstaden og Montebello.

Allerede sidste torsdag, to dage før den aflyste flyafgang, havde hun aftalt med to andre patienter, at de selv kunne blive kørt til Montebello.

På den måde kunne de uden problemer nå at være der til holdets træningsstart om mandagen.

»Men svaret var et klart nej, da jeg ringede og sagde det til Montebello. Man skal åbenbart flyve med SAS for at være med i det tre ugers genoptræningsforløb,« siger Mille Hansen, der er 37 år og bor på Nordsjælland.

B.T. har set den mail, Montebello-sekretariatet på Nordsjællands Hospital har sendt til Mille Hansen.

»Vi skriver til dig, da du skulle have været rejst til Montebello den 9. 7. Den rejse blev desværre aflyst grundet strejken. Vi vil med denne skrivelse orientere dig om, at du nu står på en venteliste hos os, og vi kontakter dig igen, når situationen er normaliseret, og vi har en ny dato for dit genoptræningsophold,« lyder det i mailen.

Mille Hansen føler sig virkelig svigtet.

»Jeg synes, at det er så langt ude, at strejken hos SAS simpelthen gør, at vi ikke kan komme til den nødvendige genoptræning. Tænk, at der laves sådan en aftale, hvor tre ugers træning bare droppes, hvis ikke SAS kan flyve med de patienter, der har brug for genoptræningen for at komme videre med livet,« siger hun.

B.T. har bedt Region Hovedstaden om en forklaring.

Hvorfor gør Region Hovedstaden sig så afhængige af et flyselskab?

»Vi er ikke afhængige af ét flyselskab. Som vi har skrevet før, så kan vi godt bruge andre selskaber, når SAS ikke kan levere det, som vi har en aftale med dem om – men lige nu er der ikke billetter til direkte ruter,« oplyser Region Hovedstaden i et skriftligt svar.

Regionen slår videre fast, at det er nødvendigt, at alle patienter på et hold kommer samtidig.

»Opholdet varer tre uger og er nøje planlagt. Så hvis patienterne ankommer nogle dage senere end planlagt, vil de desværre ikke kunne få udbytte af et tre ugers ophold, men i stedet et reduceret forløb, og det vil være rigtig ærgerligt. Så snart tilstandene er normaliseret, vil vi indkalde vores aflyste 17 patienter, og de vil blive tilbudt nyt ophold på Montebello efter få uger,« lyder det fra Region Hovedstaden.

Milla Hansen køber ikke den forklaring.

»Jeg synes helt ærligt, at der tales udenom. Vi får besked om, at det er på grund af strejken med SAS, at genoptræningen er aflyst, men vi kan på halvandet døgn køre til Spanien selv, så vi vil ikke ankomme senere end planlagt. Tværtimod,« siger hun.

Region Hovedstaden har ikke yderligere at sige.

Hvor længe strejken fortsætter, er lige nu et stort spørgsmål.

Onsdag formiddag er ledelsen i SAS og piloternes fagforening gået i gang med forhandlinger i Stockholm.

Parterne skal forsøge at forhandle en ny overenskomstaftale på plads. Det er hidtil ikke lykkedes, og det er årsagen til, at piloter fra SAS strejker i øjeblikket.