En lang række SAS-afgange fra og til Danmark er tirsdag påvirket af piloternes strejke.
Særligt Kastrup Lufthavn er ramt af problemerne.
Det skriver TV 2.
En optælling, som mediet har lavet, viser, at 35 ud af 97 SAS-afgange fra Kastrup Lufthavn er aflyst.
Samtidig er 33 ankomster til lufthavnen også aflyst.
Dog er lufthavnene i Aalborg, Billund eller Aarhus ikke ramt, oplyser TV 2.
Det var mandag, det kom frem, at forhandlingerne mellem SAS og selskabets piloter var løbet ud i sandet, og dermed gik piloterne i strejke.
Strejken er en udløber af, at SAS og piloterne i SAS Pilot Group ikke kunne blive enige om en ny overenskomst, da den eksisterende udløb 1. april.
De omkring tusind SAS-piloter fra Danmark, Norge og Sverige, som er samlet i SAS Pilot Group, varslede oprindeligt en strejke fra 29. juni, men forhandlinger i mæglingsinstitutioner i Norge, Sverige og Danmark førte dog til to udskydelser.
Den seneste frist var dog mandag middag, oplyser Ritzau, og da parterne ikke nåede til enighed der, blev strejken en realitet.
Fly, der drives af SAS Link og SAS Connect eller af en underleverandør, vil stadig flyve.