Et SAS-fly, der var på vej fra Arlanda Lufthavn i Stockholm til Miami i USA, er torsdag aften vendt om.
Årsagen er, at flyet har været udsat for hvad SAS betegner som kraftig turbulens. Det skriver flere medier - herunder norske Dagbladet. På oversigtssiden Flightradar kan man se hvordan flyet, der har Miami som destination, i skrivende stund flyver mod Europa og Skandinavien.
Ifølge Flightradar er flyet på vej til at lande i København.
Til B.T. bekræfter flyselskabets pressekontakt i Danmark, at flyet nu er på vej mod København.
»Vi oplever det vi kalder kraftig turbulens, og når det sker, skal flyet gennemgå en grundig inspektion,« siger pressekontakt Alexandra Lindgren Kaokji.
I alt er der 254 passagerer ombord på flyet.
Ifølge data fra Flightradar faldt flyets højde med næsten en kilometer over en periode på ti minutter.
Passagerer, der nu skal have sig en overnatning på et hotel i København, for at vende snuden mod destinationen Miami i morgen, fredag.
»Det er klart, at kraftig turbulens ikke er rart. Men det har ikke været farligt,« understreger Alexandra Lindgren Kaokji.
Også derfor vil passagerne blive mødt af et »special assistance team«, der skal sørge for at snakke med passagerer, der eventuelt har fundet episoden med kraftig turbulens ubehagelig.
Ifølge pressekontakten kunne sikkerhedstjekket ikke foregå i Miami, da flyselskabet ikke har teknikere på den destination.
