Et passagerfly, der onsdag aften skulle være fløjet fra København til Aalborg, måtte vende om.

Flyet blev nemlig ramt af et 'mindre teknisk problem'.

Det oplyser pressevagten ved Københavns Lufthavn til B.T. og tilføjer, at der muligvis har været tale om en sikringsfejl.

77 personer var med i flyet, og de har ikke på noget tidspunkt været i fare, understreger pressevagten.

Flyet nåede næsten til Aalborg, da piloten besluttede at vende om og igen lande i Københavns Lufthavn. Vurderingen var, at det var bedre at lande i København.

Brandvæsnet var til stede, da flyet landede. Man kunne dog hurtigt konstatere, at der ikke var nogen fare på færde.

De 77 passagerer skal nu flyttes til et andet fly, mens flymekanikere undersøger flyet, der måtte vende om.

Pressevagten til Københavns Lufthavn oplyser til slut, at de 77 passagerer kommer med den sene afgang klokken 23 i stedet.