Det er et chok for de studerende, at læreruddannelsen på Campus Nyelandsvej ser ud til at lukke.

I stedet skal de studerende gå på læreruddannelsen Campus Carlsberg på Vesterbro.

Og det er »fuldstændig grotesk« at de studerende ikke er blevet hørt, fortæller to studerende fra Frederiksberg til B.T.

»Stemningen er meget kritisk blandt studerende. Folk er rasende og chokeret over, at vi ikke er blevet hørt. Der var folk som græd, da vi fik det fortalt og rigtig mange er sure,« siger Asger Kjær Sørensen, der er studerende og aktiv i lærerstuderendes landskreds.

Den samme opfattelse deler hans medstuderende Sarah Pleth.

»Der er ikke nogen som lytter, og vi er kede af, at folk ikke forstår, hvad vi mister ved at blive rykket over til Campus Carlsberg,« siger den 24-årige studerende.

Asger Kjær Sørensen er engageret i skolen studenterforening, der i daglig tale hedder Soltinget 
Asger Kjær Sørensen er engageret i skolen studenterforening, der i daglig tale hedder Soltinget  Privatfoto

De to går på Campus Nyelandsvej på Frederiksberg, der skal lukkes efter at have eksisteret siden 1934.

Men på grund af faldende antal af lærerstuderende på Frederiksberg, blev det onsdag meldt ud, at det ikke længere er holdbart at have to uddannelsessteder i København.

»Vi kommer til at gøre alt, hvad vi kan for, at det ikke sker,« siger Asger Kjær Sørensen.

De mener begge, at størstedelen af sammenholdet blandt studerende vil forsvinde, hvis uddannelsen rykkes:

»Nyelandsvej er kendt for vores gode foreningsliv, og det kunne jeg forestille mig vil gå tabt, hvis vi rykker,« lyder det fra Sarah Pleth.

»Gang på gang er det bevist, at hvis to campusser bliver slået sammen formår de ikke at opretholde foreningslivet,« siger hun, mens hun lægger vægt på, at det ikke er et udtryk for at Campus Carlsberg er en dårligere uddannelse.

Hun mener blot, at der bør være plads til begge.

Den foreslåede beslutning bunder i, at der har været faldende antal studerende, og at der er en uddannelse tæt på, hvor det kan samles. Giver det ikke god nok mening?

»Jo, hvis man synes det skal blive ved med at falde. Vi skal bevare og styrke uddannelserne,« siger Asger Kjær Sørensen og tilføjer:

»Ud fra min egen oplevelse og medstuderende, tror jeg færre vil søge ind. For lige nu har vi et fantastisk fællesskab. Med det her vil det blive fjernet,« siger han.

Og særligt føler de studerende, at ledelsen på Københavns Professionshøjskole er gået hen over hovedet på dem, fordi de studerende ikke er blevet hørt, inden ledelsen onsdag indstillede uddannelsen til lukning.

»En lukning giver måske mening, hvis man kun kigger på tallene. Men man burde kigge på, hvad der fungerer på Nyelandsvej. Her hører jeg folk, som vælger Nyelandsvej på grund af matriklen, størrelsen og fordi vi er gode til at stå sammen,« siger Sarah Pleth.

B.T. har forelagt de studerende kritik for rektor for Københavns Professionshøjskole, Anne Vang Rasmussen.

Hun anerkender at uddannelsen på Frederiksberg har en særlig kultur, men siger, at det »er farvel til en bygning og ikke en kultur«.

Men har I en konkret plan for, hvordan den videreføres, hvis I har indstillet til lukning?

»Vi vil tale med alle foreningerne. De er afhængige af, at der skal være en god dialog, og generelt vil vi have en dialog med dem om, hvordan der holdes fast i dem,« siger hun.

De mener ikke, at de er blevet hørt inden indstillingen, er 14 dage inden beslutningen nok?

»Det er vigtigt for at de studerende kan sige noget. De skal lave et skriftligt input, og de kan vælge nogen, der kan tale for bestyrelsen,« siger hun.

Om Campus Nyelandsvej på Frederiksberg endeligt skal flyttes til Vesterbro afgøres af Københavns Professionshøjskoles ledelse i begyndelsen af december.

Du kan læse mere om hvorfor ledelsen mener uddannelsen bør flyttes HER.