Foran psykiatrisk afdeling i Aalborg står en mor og hendes datter.
Pigen er 21 år gammel, har smukt, langt rødblondt hår og et mildt blik bag karakteristiske sorte briller.
Hun krammer sin mor hårdt og længe.
»Uanset hvad, så vil jeg altid elske dig, og du vil altid være verdens bedste mor,« siger hun.
Annette begynder at græde.
»Det må du ikke sige, det lyder så definitivt,« svarer hun sin datter.
Sara smiler og beroliger sin mor.
»Bare rolig mor, vi ses i morgen. Kom! Nu ryster vi os.«
Nu står mor og datter foran indgangen og ryster sig. Som hunde der er kommet op af vandet. Deres lille ritual, når dagen har været svær, og man gerne vil ryste den af sig.
Klokken 20.30 tikker en sms ind på Annettes telefon fra Sara.
'Sov godt momsi. I love you,' står der.
Da Annette går i seng et par timer senere, svarer hun.
'Sov godt musling. Jeg elsker dig.'
Men beskeden forbliver grøn og ulæst. Sara når aldrig at se den.
Den 27. November 2020 bliver Sara – højtelsket datter, søster og ven – en del af en næsten ubærlig statistik, som B.T. har afdækket gennem en række artikler.
Hun bliver en af de alvorligt syge psykiatriske patienter, der begår selvmord, mens de er indlagt til behandling. Noget, der ikke burde kunne lade sig gøre, men som skete mindst 65 gange fra 2020 og frem til maj i år.
Alt imens patienter, pårørende og behandlere i psykiatrien forgæves venter på regeringens lovede tiårsplan for psykiatrien.
En plan, der måske kunne have gjort en forskel for en pige som Sara, der begyndte sit liv bekymringsfrit og sorgløst. Præcis ligesom alle andre børn.
Annette Kyed genkalder sig en indre film af sin lille, livlige datter med krøller over hele hovedet.
Hendes førstefødte, som var nysgerrig på verden og elskede dyr, at hoppe på trampolin og sin lillesøster mere end noget andet.
Men da Sara starter i 0. Klasse, begynder hun at få det svært.
»Det der lille krølhårede væsen. Hun søgte mest voksenkontakt, og det var hårdt for hende at få veninder. Hun kunne ikke rigtigt forholde sig til mere end en af gangen,« fortæller Annette, der blev førstehåndsvidne til sin datters mangeårige kamp for at passe ind.
En kamp, der bliver sværere og sværere, i takt med at Sara bliver ældre.
Hun bliver mobbet, og til sidst kommer Sara slet ikke i skole mere. Hun isolerer sig, usikkerheden og mistrivslen vokser, og det samme gør Annettes desperation.
Som 13-årig bliver Sara diagnosticeret med Aspergers syndrom, der er en form for autisme.
»Lige da hun fik diagnosen, var vi lettede. Vi troede på, at nu fik vi tilbudt noget hjælp, men det eneste tilbud, der var til hende, var en ungegruppe,« fortæller Annette.
Hun og Saras far fortsætter kampen for, at deres datter får et relevant skoletilbud, men de løber gang på gang panden mod en mur, fordi tilbuddene enten ikke er der, eller kommunen synes, det er for dyrt.
Da Sara fylder 18 år, er Annettes ressourcer ved at være opbrugt, og hun flytter med Sara fra Sjælland til Aalborg for at komme tættere på sit netværk.
Her kommer Sara endelig i et tilbud, der fungerer, og hun begynder at blomstre, fortæller Annette.
Sara begynder en ungdomsuddannelse som bager, får 12 i den afsluttende eksamen og en læreplads, men så rammer corona og alt lukkes ned.
Da samfundet begynder at lukke op igen, bliver Sara mere og mere påvirket af alt det, hun ikke kan.
Hun kan se, at dem, hun har gået i skole med, bliver færdige med gymnasiet og flytter i deres egne lejligheder, mens hun fortsat bor derhjemme.
Sara giver dog ikke op, og det kan hun heller ikke, for hun har en pagt med sin mor.
»Hun måtte ikke give op, så længe jeg ikke gav op, og jeg gav aldrig op,« siger Annette.
Men til sidst har Sara ikke flere kræfter. Hun kan ikke kæmpe mere, hun har fået en alvorlig depression, lider af angst, og til sidst ønsker hun bare at dø.
21. september 2020 bliver Sara indlagt på psykiatrisk afdeling i Aalborg.
'21-årig kvinde kendt med Aspergers og en enkelt depressiv episode indlægges grundet tiltagende depressive symptomer, selvmordstanker og planer,' står der i et journalnotat.
Sara får det dog ikke bedre på afdelingen. Tværtimod.
I hendes journal kan man læse, hvordan hun skader sig selv gentagne gange og giver udtryk for, at hun ikke har lyst til at leve længere.
Hun fortæller også flere gange, at hun har svært ved den uro, der er på afdelingen.
»Sara blev indlagt med demente, der råbte og skreg. Personalet skiftede ofte, og hun havde svært ved at finde ro,« fortæller Annette.
Da Sara har været indlagt en måned begynder personalet at tale om, at hun skal udskrives, men Sara er bange for, hvad der vil ske, hvis hun bliver overladt til sig selv.
»Sara siger, at hun kan mærke, at hun er nødt til at få det bedre inden udskrivelse, ellers er hun utryg ved, om hun kan kontrollere selvmordstankerne,« står der i journalen.
Alligevel bliver Sara udskrevet knap to uger efter.
»Jeg kan mærke, at hun har fået det værre, men personalet så det ikke. Jeg var så skidebange for, at det ville lykkedes hende lige pludselig,« fortæller Annette.
Under sin udskrivelse bliver Sara dårligere, og det lykkes Annette at få sin datter indlagt igen på et andet afsnit, hvor der er tid og ro.
Men det er for sent. Sara har truffet sin beslutning.
Sidste notat i hendes journal er fra 27.11.2020.
'Patienten findes på stuen ved natligt rutinetilsyn klokken 01.05. Hun ligger tilsyneladende livløs på gulvet ved siden af en mindre mængde brunlig/blodig væske.'
En time senere står de to betjente fra Aalborg Politi i Annettes stue.
»Er det Sara?« spørger Annette ængsteligt de to betjente. Hun er bange, men har endnu ikke forstået katastrofens omfang.
»Ja,« svarer de.
»Kan jeg besøge hende?«
»Nej,« svarer betjentene.
Annette kommer aldrig mere til at besøge sin datter. Se tv-serier med hende, udveksle musiknumre, lave vegansk mad eller grine af hendes tørre humor.
Sara har taget sig eget liv
»Og så var hun bare væk,« siger Annette stille.
Sara har efterladt et digt og en playliste til sin familie.
En af sangene har omkvædet.
'This is not giving op, this is letting go.'
»Det var jo, fordi hun havde lovet ikke at give op, så længe jeg ikke gav op. Så hun gav ikke op, hun gav slip, og det ville hun gerne have, jeg vidste.«
Annette er ikke i tvivl om, at hendes datter kunne have været her, hvis hjælpen havde været en anden.
»Hvis ressourcerne havde været der, dengang hun begyndte at mistrives i folkeskolen. Hvis hun var blevet indlagt på en afdeling, hvor der var tid, faste kontaktpersoner og ro. Hvis det ikke bare handlede om medicin og udskrivelse.«
Hun håber Saras historie kan være med til at gøre en forskel.
»Hvis det bare kan gøre en forskel for et enkelt ungt menneske som hende, så betyder det meget. Det håber jeg virkelig.«
Til trods for, at B.T. har fået en fuldmagt af Annette Kyed til, at Psykiatrien i Region Nordjylland må udtale sig i Saras sag, ønsker regionen ikke at medvirke.
»Det er ikke muligt for Psykiatrien i Region Nordjylland at kommentere på den konkrete sag, da vi har tavshedspligt i forhold til det enkelte patientforløb,« skriver Region Nordjyllands pressetjeneste i en mail.
