Man bliver glad af at hjælpe andre.

Det ved 44-årig Sanne Warnsdorff. Derfor skrotter hun sin fridag for at forkæle mennesker, hun mener, der i den grad fortjener det.

Normalt holder Sanne, der er frisør og indehaver af Exohair i Vonsild, fri om onsdagen. Men sådan bliver det ikke den 25. maj.

Dagen er nemlig allerede fyldt med bookinger til gratis klip i en god sags tjeneste. En idé, der opstod gennem hendes søn.

»Min søns kammerat er præst i en Valgmenighed i Kolding og jeg hørte, at han havde hentet en busfuld ukrainere. Og flere har hjulpet dem ved at donere tøj, og så tænkte jeg: 'hvad jeg bidrage med, som andre ikke lige kan'? fortæller Sanne.

Og som frisør ligger den lige til 'saksen til højre hånd.' Derfor spurgte Sanne sin assistent, 46-årig Anne, om hun ville hjælpe.

»Jeg spurgte, om hun havde lyst uden betaling på vores faste lukkedag, så det ikke går ud over andre kunder. Og det sagde hun 'ja' til,« fortæller Sanne.

Derfor lavede de to frisører et opslag på Facebook, hvor de fortalte om deres tilbud til de ukrainske flygtninge. Og i løbet af to dage var alle tiderne booket.

»Det gik ret hurtigt. Og desværre måtte jeg også sige nej til nogle,« fortæller Sanne.

Den gode nyhed er dog, at hendes salon har flere stole. Ergo er der plads til flere frisører.

»Faktisk er der plads til seks frisører mere. Så jeg håber, at flere har lyst til at hjælpe, så vi kan få klippet mange flere,« siger Sanne, der lover god stemning i salonen.

»Vi har det sjovt på arbejde, så det er bare fedt. Og det giver sådan en stor glæde at hjælpe andre.«

Er du frisør og vil hjælpe Sanne? Så kan du kontakte hende på telefon 7510 2070.