Det er knashamrende tørt, og blandt andet Fælledparken i København ligner en sandkasse.

Maj var den tørreste i 15 år, og meldingen lyder på, at det fortsætter. Der er ingen eller meget lidt nedbør på vej de kommende uger, siger myndighederne.

Danske Beredskaber slår i hvert fald alarm og mener, at reguleringer kan være på vej.

Det skriver sammenslutningen af alle de kommunale beredskabsenheder i en pressemeddelelse.

»Som vejret arter sig netop nu, med mere varme og tørke, og varsler om at dette fortsætter så langt meteorologernes øjne rækker, så bliver risikoen for reguleringer af folks brug af åben ild (afbrændingsforbud) desværre ikke mindre.«

»Vi følger nøje med i situationen i hvert enkelt beredskabs område, og der tages bestik af forholdene dag for dag, time for time.«

Det er det lokale brandvæsen, der skal vurdere, om der skal være afbrændingsforbud. Og allerede nu har beredskabet travlt – meget travlt.

Beredskabet kører for tiden til næsten dobbelt så mange brande i naturen i forhold til normalen for årstiden.

Bjarne Nigaard, der er sekretariatschef i Danske Beredskaber, siger yderligere, at brandene skyldes især uforsigtig menneskelig adfærd. Samme adfærd, som også kan forekomme til sankthans.

»Mange er begyndt at kigge frem mod sankthans. Det er endnu for tidligt for beredskaberne at træffe endelige beslutninger om situationen netop denne aften. Vi skal længere frem mod datoen, så vejrvarsler og aktuel situation med større sikkerhed kan bruges til en vurdering af forholdene.«

»Desværre må vi allerede nu oplyse, at såfremt vejret frem mod sankthans ikke bidrager med en vis mængde vand, så ser det ikke særligt sandsynligt ud, at det samlede risikobillede med mange større bål samtidig, på tværs af land, by og alle former for natur, vil kunne holdes inden for det betryggende i forhold til brandfaren.«

Sidst, vi fik nedbør i Danmark, var 23. maj. I øvrigt i en maj, hvor den samlede nedbørsmængde, 14,1 millimeter, lå langt under gennemsnittet for de seneste ti år, som er på 47,4 millimeter.

Denne måned var derfor også tørrere end perioden i 2018, hvor der faldt 18 millimeter.

(ARKIV) Sankthans på Marienborg 23. juni 2011
(ARKIV) Sankthans på Marienborg 23. juni 2011 Foto: Martin Sylvest Andersen/Ritzau Scanpix
Vis mere

Maj og sommermånederne i 2018 er formentlig en periode, der fortsat ligger i danskernes erindring.

Træerne døde i skovene på grund af vandmangel, flere søer tørrede ud, og landbrugsudbyttet blev formindsket betydeligt.

Tilbage i 2018 var der også afbrændingsforbud i halvdelen af landet. Hvor blandt andet sankthans også blev påvirket.

Blandt andet betød det, at Odense Kommune blæste den klassiske pejsevideo op på storskærm, og Københavns Kommune stod klar med et LED-bål.

Ifølge DMI, så er der heller ikke tegn på, at det kommer til at vælte ned med regn de kommende dage.

»Vi kan ikke se meget nedbør i de kommende uger,« lyder det fra den vagthavende meteorolog.

Og ifølge DMIs månedsprognose er chancen lille for ustadigt vejr op til sankthans.

»Det knastørre og solrige vejr har bidt sig fast, og i næste uge tager temperaturen ovenikøbet et nøk opad, så vi måske lokalt i Vestjylland midt på ugen kan opleve en decideret hedebølge, hvor temperaturen når over de 28 grader tre dage i træk.«

»På sigt er der også små tegn på en anelse mere ustadigt vejr – allerede fra næste weekend og i uge 25 frem mod sankthans. Det vil i så fald medføre byger og knap så varmt vejr.«

Ifølge Politiken, så mener Jens Hesselbjerg Christensen, professor i klimafysik og ekspert i klimaforandringer ved Københavns Universitet, at tørken i disse perioder er kommet for at blive.

»Lige meget hvordan man vender og drejer det, så tyder alt på, at tørke i Danmark vil være langt mere almindeligt i fremtiden, end det har været hidtil,« siger han.

I Norge er situationen også så slem, at brandvæsenet forbereder totalforbud mod bål i alle former.

Risikoen for skovbrande er nu så stor, at brandcheferne begynder at råbe vagt i gevær.

»Vi holder møde i brandchefkollegiet for Region Øst i morgen og overvejer et totalforbud i kommunen, regionen eller eventuelt hele kredsen,« siger brandchef Rune Larsen i Mosseegnens tværkommunale brand og redning til VG.

Offentligheden skal være forberedt på et totalforbud, understreger han.