Nu er det nok.

Det slår alle skolebestyrelser i Haderslev kommune fast i samlet flok, for de mener, at skoleområdet er så underprioriteret, at det er ved at gå helt galt. 

Det skriver DR.

»Når der ikke er hænder nok til eleverne, mistrives de og får ikke den undervisning, de skal have. Samtidig bliver medarbejderne helt skeløjet af at skulle løbe så stærkt, fordi der ikke er hænder nok,« siger Vibeke Arkil, der er talsperson for alle kommunens skolebestyrelser.

Trods forskellighederne hos kommunens skoler, så mangler de alle midler, lyder det.

Skolebestyrelserne har inviteret politikerne til vælgermøde i Fuglsangloungen i Idrætscentret, hvor der er plads til 400, skriver Jydske Vestkysten.

Det afholdes 6. november - 12 dage før kommunalvalget.