Corona er ikke længere en samfundskritisk sygdom, samfundet er åbent og myndighederne har givet grønt lys til, at vi kan vende tilbage til det liv, vi havde før epidemien.

Alligevel sørger mere end hver anden dansker for at minimere deres aktiviteter og kontakt med andre.

Det fremgår at en ny rapport fra Aarhus Universitets Hope-projekt, der har undersøgt danskernes adfærd under coronaepidemien.

»Over 50 procent er fortsat opmærksomme på at minimere aktiviteter med en kontakt til andre. Således er den individuelle smitteforebyggende adfærd fortsat i fokus blandt borgerne, på trods af at alle restriktioner er ophævet,« fremgår det af rapporten.

(ARKIV) Alle restriktioner er ophævet alligevel tøver danskerne med at vende tilbage til det sociale liv, de havde før coronaepidemien. (Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix)
(ARKIV) Alle restriktioner er ophævet alligevel tøver danskerne med at vende tilbage til det sociale liv, de havde før coronaepidemien. (Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix) Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

Det kommer dog ikke bag på forskningsleder på HOPE-projektet og professor ved Aarhus Universitet, Michael Bang Petersen.

»I bund og grund synes jeg egentlig ikke, det er så underligt. Igennem hele epidemien har en stor grad af vores adfærd ikke været drevet af restriktioner, men af frivillige adfærdsændringer, fordi vi gerne vil undgå at smitte andre og os selv. Epidemien er ikke forsvundet, bare fordi restriktionerne er det«, siger han til Politiken.

Af rapporten fremgår det dog også, at andelen af danskere, der vurderer, at coronavirus udgør en trussel mod samfundet falder kraftigt.

Det gælder under 30 procent af danskerne, og det er det laveste niveau på noget tidspunkt under epidemien.

Omvendt er den personlige bekymring for om man selv kan blive smittet stigende, og det skyldes ifølge forskerne bag rapporten sandsynligvis, at smitten kommer tæt på, fordi flere og flere oplever at kende nogen, der er smittet.

Generelt har danskerne de seneste uger haft mindre fokus på at holde afstand og begrænse sociale kontakter.

Alligevel agerer vi mere smitteforebyggende end vi gjorde under sidste genåbning 10. september 2021, konkluderer rapporten.