Det gik ikke stille for sig, da en række borgere tilbage i januar blev bekendt med, at Vibeke Manniche var blevet ansat som lægekonsulent for Fredericia Jobcenter.

Hun har nemlig ifølge Jydske Vestkysten tidligere fået kritik fra både borgere og fagforeninger for sin vurderinger i sager om sygedagpenge, kontanthjælp og førtidspension.

På grund af bekymring for den vurdering, som Manniche ville stå for i jobcenteret, valgte kommunen at annullere samarbejdet, før det officielt var gået i gang. Det ender nu med at koste kommunen dyrt.

Hele 277.200 kroner har den annullerede kontrakt kostet. Det oplyser koncerndirektør for voksen-og ældreområdet Yelva Bjørnholdt Jensen til Fredericia Dagblad.

Beslutningen blev truffet i kølvandet på kritik fra flere borgere. I et læserbrev stillede talsmanden for gruppen Jobcentrets Ofre, Mikael Hertig, sig i januar blandt andet kritisk over for ansættelsen af den kontroversielle Vibeke Manniche.

»...Vibeke Manniche er kendt landet over som en person, hvis ærinde er at mistænkeliggøre kontanthjælpsmodtageres og sygedagpengemodtageres sygemeldinger,« skrev han til Fredericia Dagblad.

Manniches virksomhed var blevet hyret af kommunen i en tre måneders prøveperiode. Før det overhovedet blev realiseret, valgte kommunen at stoppe ansættelsen på grund af protesterne.
Man var ikke bekendt med Manniches omdømme og bekymringerne blandt borgerne, lød forklaringen.
Til annulleringen af ansættelsen sagde Vibeke Manniche til dagbladet i begyndelsen af januar, at beslutningen var 'politik i en nøddeskal'. Til B.T. uddyber Vibeke Manniche yderligere:

»Det er afgørende for borgernes retssikkerhed og fællesskabet, at sager om f.eks. sociale ydelser ved sygdom er korrekt lægeligt dokumenteret. Jeg har Ankestyrelsens ord for at gøre præcis, hvad der forventes af en
lægekonsulent og har meget fokus på netop retningslinierne for ægekonsulentens arbejde.«

Ifølge formand for social-og beskæftigelsesudvalgsformand Peder Tind (V) er der ikke tale om en politisk beslutning, da samarbejdet blev arrangeret og siden droppet i selve forvaltningen.