Flere forhandlere har valgt at droppe salget af Ecco-sko. Men ikke Salling.

Her har man valgt fortsat at forhandle Ecco-skoene. Det skriver TV 2 Østjylland.

»Alle forbrugere og virksomheder må selv tage stilling til, hvor de stå. Det gælder også Ecco, som må træffe sine egne beslutninger,« skriver kommunikationsdirektøren i Salling Group, Henrik Vinther Olesen, i en mail til TV 2 Østjylland.

Salling valgte i februar at fjerne alle russisk producerede varer fra hylderne i alle deres butikker, der blandt andet tæller Bilka, Føtex og Netto.

'Vi har i Salling Group besluttet at fjerne alle russisk producerede varer fra vores hylder. Det drejer sig om 20 varer fra vodka, tandpasta til chokolade,' skrev den administrerende direktør i Salling Gruop, Per Bank, på Twitter.

Men Ecco-skoen vil altså fortsat være i Salling Stormagasiner.

Senest var det Magasin, der tog beslutningen og droppede salget af Ecco-sko.

»I takt med eskaleringen af konflikten i Ukraine og Eccos fortsatte tilstedeværelse i Rusland har vi i Magasin besluttet at sætte samarbejdet med Ecco på pause.«

»Derfor vil alle Eccos varer blive taget af hylderne i vores fysiske forretninger og på Magasin.dk,« skrev indkøbsdirektør Esben Hougaard i en mail til Berlingske.

Også kæden Eventyrsport er på vej til at stoppe med at sælge Ecco-sko.

Årsagen til forhandlernes beslutning er, at Ecco som et af få danske selskaber har valgt at fortsætte med at drive forretning i Rusland, efter at landet er gået i krig med nabolandet Ukraine.

I alt holder Ecco 250 butikker åbne i Rusland.

I 2020 havde Ecco en samlet omsætning på 8,1 milliard kroner. Ud af det salg stammede 1,4 milliarder kroner fra Rusland.

Samme år købte Ecco de 250 russiske Ecco-butikker af den russiske distributør for omkring en milliard kroner.