De stigende el- og gaspriser kan i den grad mærkes.

For danskerne køber brænde i stor stil for at forberede sig på den vinter, der lurer lige om hjørnet.

Men særligt ét sted hamstres der som aldrig før. Det skriver TV 2.

Flere har netop fået en høj gasregning ind gennem brevsprækken, og det har i den grad kunne mærkes mandag morgen ved Jem og Fix i Frederikssund.

»Vi må hamstre for at holde varmen og spare på gassen. Jeg har allerede fået en ekstraregning på 12.000 kroner,« fortæller Lars Møller Mårtensson, der til daglig arbejder som konsulent, til TV 2.

Og noget tyder på, at det er desperate tider. For på Jem og Fix' hjemmeside fremgår det nemlig, at der allerede er udsolgt af pejsebrænde.

I sidste uge lød det tilmed, at brændeforhandlere melder om kaotiske tilstande på markedet.

Forhandlerne bekræfter også, at de har måttet melde udsolgt af en del varer, som de normalt har på lager.

»Langt de fleste af vores produkter har vi haft udsolgt mindst én gang. For øjeblikket er det mere reglen end undtagelsen, at vi kun har en eller to produktvarianter på lager,« lød det blandt andet fra Peter Scheibel, direktør for Nordicwoods.