Da Rusland invaderede Ukraine i 2022 steg Badge-Designs salg markant.

Virksomheden, der ligger i den nordjyske by Løkken, producerer blandt andet badges og pins med flag.

Men som følge af USAs præsident, Donald Trumps, ønske om at overtage Grønland, er salget gået amok.

Faktisk har virksomheden oplevet en stigning på hele 400 procent, fortæller Marie Vejby, der er key account manager, til TV 2 Nord.

Hun siger, at Badge-Design for alvor mærkede interessen i begyndelsen af januar, og at det især er pins med det grønlandske flag, som kunderne køber.

Det samme bekræfter indehaver Morten Støttrup til B.T.

Dette er en af virksomhedens nyeste pins. Der er gang i salget, selvom varen ikke engang er nået frem til Nordjylland, hvor Badge-Design holder til.
Dette er en af virksomhedens nyeste pins. Der er gang i salget, selvom varen ikke engang er nået frem til Nordjylland, hvor Badge-Design holder til. Foto: Badge-Design

»Det kom ikke bag på os, at de er blevet så populære, men mængden er kommet bag på os.«

»Dengang det hele begyndte med Ukraine, var vores ukrainske flag også populært, men det her er meget vildere, selvom Ukraine også var vildt dengang, da det var på sit højeste,« fortæller Marie Vejby.

Badge Design oplevede så stor en interesse, at virksomheden måtte sælge sine pins som restordre.

Og det er bestilt »en masse« hjem, forsikrer Marie Vejby.

Morten Støttrup forudser, at denne nye pin med rigsfællesskabet bliver meget populær.
Morten Støttrup forudser, at denne nye pin med rigsfællesskabet bliver meget populær. Foto: Badge-Design

Morten Støttrup fortæller, at de nye pins bliver revet væk, før de overhovedet er landet i butikken.

»Vi har solgt omkring 1.000 pins med Grønlandskortet på ti dage,« siger indehaveren.

Han fortæller, at det er den pin med det danske og grønlandske flag, der har været den mest populære blandt danskerne.

»Men mange bestiller dem alle sammen,« siger han.