I godt og vel to uger har lejlighederne været sat til salg, og de går som varmt brød.

Af de 91 lejligheder i Carls Tårn i Carlsberg Byen er der i skrivende stund kun 32 tilbage. Resten er enten købt eller reserveret.

»Vi har været meget spændte på, hvordan det vil gå, for det er noget tid siden, vi sidst satte noget til salg. Men vi er glade for, det er gået så godt,« siger Carlsberg Byens direktør, Jens Nyhus.

Men måske der er en god forklaring.

For Carlsberg Byen er ved at være færdigbygget. De sidste bygninger står færdig i 2024, og i alle de nuværende er lejlighederne udsolgt. Herefter kommer der ikke flere. Så skal man have fat i en ny lejlighed, så er det altså ved at være oppe over.

»Det er attraktivt at bo i Københavns centrum og bo i et historisk fantastisk område, hvor vi bevarer temmelig meget af historien. Der er mange grønne områder både i og lige uden om Carlsberg Byen,« siger Jens Nyhus.

Her er et eksempel på, hvordan lejlighederne kan se ud indeni. Foto: Carlsberg Byen.
Her er et eksempel på, hvordan lejlighederne kan se ud indeni. Foto: Carlsberg Byen.
Vis mere

De 91 boliger, der 12. april blev sat til salg, har alle det til fælles, at de er splinternye. Derudover er de forskellige, både i størrelse og pris.

Du kan få alt fra 50 kvadratmeter til 3 millioner til 100 kvadratmeter til syv millioner.

Og så er bygningens dyreste lejlighed til godt og vel ti millioner stadig til salg. Det er ikke den største lejlighed, men de 101 penthouse-kvadratmeter ligger på 23. etage.

Der er altså lidt for enhver smag, og ifølge Jens Nyhus er det også derfor, man kan se mange forskellige mennesker bosat i bydelen.

»Vi kan se, når vi bevæger os i bybilledet, at der er alle aldre. Det er bredt repræsenteret. Men der er mange børnefamilier, og vi har også måttet lave flere børnehaver, end vi først havde tænkt. Måske en lidt større vægt på de unge.«

Hvornår Carls Tårn er udsolgt ligesom resten af Carlsberg Byen, er svært for Jens Nyhus at sige, men hans gæt er om ikke særlig lang tid.

»Inden udgangen af året er de formentlig væk. Det gælder også de sidste lejligheder, i karreen omkring Carls Tårn, vi sætter til salg om en lille måned.«