De seneste år har der været en tendens til, at den danske detailhandel har solgt mindre og mindre alkohol.

Det var også tilfældet sidste år, viser en opgørelse fra Danmarks Statistik, der er blevet offentliggjort fredag morgen.

I 2025 blev der solgt, hvad der svarer til 42,6 millioner liter ren alkohol, fremgår det.

Det svarer til, at hver dansker over 18 år i gennemsnit har købt 8,8 liter ren alkohol - eller 11,3 genstande om ugen.

Året før lød det gennemsnitlige køb på 9,1 liter ren alkohol.

Den nedadgående tendens gør sig både gældende for øl, vin og spiritus.

Salget af vin er faldet 2,9 procent, øl er faldet 2,6 procent, mens der er blevet solgt 1,9 procent mindre spiritus.

Øl og vin er de mest almindeligt handlede typer alkohol. De udgør 82 procent af det samlede salg.

Som en del af opgørelsen har Danmarks Statistik også kigget på salget af forskellige tobaksprodukter.

Salget af cigaretter har været kraftigt faldende de seneste år, men fra 2024 til 2025 er det steget en anelse.

Sidste år blev der solgt 3520 millioner styk cigaretter, mens tallet var 3506 millioner styk året før.

Derudover er salget af røgtobak, der omfatter løs tobak til piber og rul-selv-cigaretter, steget fra 250 ton til 286 ton. Det svarer til en stigning på 14,4 procent.

Til gengæld er salget af cigarer og cigarillos, der er en cigar i en mindre udgave, næsten halveret i perioden, viser opgørelsen fra Danmarks Statistik.

Danmarks Statistik har ikke opgjort, hvordan salget af nikotinposer har udviklet sig.

En opgørelse fra Statens Institut for Folkesundhed, der udkom tidligere på året, forsøgte dog at kortlægge forbruget.

Den viste, at 14 procent - hver syvende - mellem 15 og 29 år dagligt eller lejlighedsvist bruger nikotinposer eller tyggetobak.

I 2020 var tallet til sammenligning 9,1 procent.

/ritzau/