Antallet af personer, der mindst en gang om året har købt ADHD-medicin, er mere end fordoblet fra 2020 til 2024.
Det viser en opgørelse fra Danmarks Statistik, som er blevet offentliggjort tirsdag morgen.
I 2020 købte omkring 61.000 personer ADHD-medicin mindst en gang, mens det gjaldt for cirka 133.000 personer en håndfuld år senere.
Kigger man på landets forskellige kommuner, er der stor forskel på udbredelsen af den type medicin.
I Bornholms Kommune indløste 3,5 procent af borgerne en recept på ADHD-medicin i 2024. Det var den højeste andel blandt kommunerne.
Herefter kom Norddjurs Kommune og Struer Kommune med en andel på henholdsvis 3,2 og 3,1 procent.
I den anden ende af skalaen finder man kommunerne Fanø og Læsø. Her indløste henholdsvis 0,6 procent og en procent af borgerne en recept på den type medicin i 2024.
/ritzau/