Lørdag den 22. august i år kom to unge drenge gående i svenske Solna nord for hovedstaden Stockholm.

De havde hygget sig med et par venner, da de blev stoppet af to ældre mænd på 18 og 21 år:

»Vil I ikke købe noget hash,« lød spørgsmålet fra de to mænd.

Drengene takkede pænt nej, men så gik det galt og udviklede sig til ti grusomme timer, der sidenhen har rystet det svenske folk.

De to mænd accepterede nemlig ikke drengenes »nej«, så en af dem trak en kniv og tvang dem ind til en nærliggende kirkegård.

Drengene blev tvunget hen til et træ, hvor de blev strippet for punge og værdigenstande, og her begyndte misbruget så.

»Så begynder de at slå og sparke os. Meget mod hovedet, og måske ender vi med at ligge der fem minutter,« har en af drengene ifølge Aftonbladet siden fortalt.

Det skulle dog kun vise sig at blive den 'indledende' mishandling, da de uskyldige drenge herefter blev beordret hen til en gravsten på kirkegården.

Her blev drengene klædt af, mens de to mænd gang på gang talte om, at de ville have penge.

Tøjet skar de to mænd op med en kniv og brugte det til at binde drengene, ligesom de proppede en sok i munden på de to drenge.

Og så gik den voldsomme tortur i gang.

»Hmm, vi blev klædt af, men det er i den tidsperiode, at der er masser af spark. Det er svært at huske hvor mange, men jeg begynder at bløde ret tidligt. Jeg har ikke noget tøj på, så det var som om, at alt bare flyder. Det var som at bade i blod. Det var måske en ti til femten spark i løbet af ét minut,« sagde en af drengene ifølge Expressen under afhøringen.

Det var her på kirkegården i Solna nord for Stockholm i Sverige, at det brutale overgreb på to drenge fandt sted.
Det var her på kirkegården i Solna nord for Stockholm i Sverige, at det brutale overgreb på to drenge fandt sted.
Vis mere

I løbet af natten fortsatte mishandlingen, hvor drengene blev slået, sparket, voldtaget, brændt med lightere, stukket i låret, slået med en skovl, trampet på og tvunget ind i to små huler, hvor de lå i flere timer.

Gerningsmændene kræver flere tusinde kroner af deres ofre, men ifølge en af drengene var de to mænd meget splittede.

Han har nemlig fortalt, at den yngste af gerningsmændene talte om, at han gerne ville dræbe de to drenge, mens den ældre voldsmand forsøgte at få ham til at fokusere på selve røveriet.

Mishandlingen fortsatte gennem hele natten, og da det blev morgen, fortalte gerningsmændene, at de ville hente en varevogn og tage drengene med til en lejlighed.

Da de to mænd så trak sig væk for at snakke, så drengene deres snit til at tage flugten, og det lykkedes dem heldigvis.

Herefter blev de blodige drenge fundet af tilfældigt passerende tæt på kirkegården.

Sagens detaljer har rystet Sverige og trukket overskrifter de seneste måneder. Det er endnu uvist, hvilke motiver de to gerningsmænd havde.