Ligger du inde med en flaske saftevand fra Naturfrisk A/S, er det nok bedst, at du smider den ud.

Der er nemlig risiko for, at flasken kan forårsage personskade.

Således lyder vurderingen fra Fødevarestyrelsen, der fredag har sendt en tilbagetrækning af produktet ud.

Sagen er nemlig den, at der er risiko for overtryk i flaskerne på grund af gæring af saften.

Og overtrykket kan altså i værste fald føre til, at flaskerne eksploderer og forårsager personskader.

Konkret drejer det sig om flasken med 50 centiliter Økologisk Naturfrisk Saft Appelsin og Passion med udløbsdato 5. maj 2022.

Saftevandet er solgt i dagligvarebutikker i hele det danske kongerige, og er du en af dem, der har købt det, lyder anbefalingen, at du smider produktet ud.

Alternativ kan du levere det tilbage til butikken, hvor det er købt.