Lyt til artiklen

Billund Lufthavn modtog lørdag aften en melding fra en uventet kant.

Et amerikansk militærfly af en helt særlig type havde fået tekniske problemer, mens det var i luften.

Flyet anmodede derfor om at sikkerhedslande i Billund Lufthavn.

Det bekræfter Forsvarets Operationscenter over for B.T.

»Flyet havde problemer med sit flight control system,« siger vagthavende officer Lars Ringgaard.

Billund Lufthavn kontaktede efterfølgende Sydøstjyllands Politi.

»Vi fik en standardmelding fra lufthavnen om et fly med tekniske udfordringer. Vi startede derfor op med det helt store. Det er standardprocedure, når vi får den type melding,« siger politiets vagtchef Jesper Duus til B.T.

Militærflyet landede på den anden side af klokken 18 i lufthavnen. Politi, brandvæsen og redningsmandskab ankom kort tid efter.

Det er udelukkende det amerikanske og japanske forsvar, der råder over V-22 Osprey-fly. Foto: Presse-fotos.dk
Det er udelukkende det amerikanske og japanske forsvar, der råder over V-22 Osprey-fly. Foto: Presse-fotos.dk
Vis mere

Landningen var dog foregået uden problemer, og der var heller ingen tilskadekomne.

»Det var helt uden drama,« siger Lars Ringgaard fra Forsvarets Operationscenter.

Han fortæller, at det amerikanske militærfly er af typen V-22 Osprey.

Det danske forsvar råder ikke over V-22 Osprey-fly, der - som en helikopter - har mulighed for at lande og lette lodret.

Derfor er det også amerikanske piloter, der har siddet ved styrepinden i flyet.

Boeing, der producerer det helt særlige fly, skriver på sin hjemmeside, at det udelukkende er det amerikanske og japanske forsvar, der råder over V-22 Osprey-fly.

Lars Ringgaard har ikke nærmere kendskab til, hvad amerikanere benytter det pågældende fly til, men han fortæller, at det ofte benyttes på hangarskibe.

På spørgsmålet om, hvor længe flyet kommer til at holde i Billund Lufthavn, henviser Lars Ringgaard til lufthavnen for yderligere oplysninger.

Det er dog endnu ikke lykkedes B.T. at indhente en kommentar fra Billund Lufthavn.

Det er ikke første gang, at et V-22 Osprey-fly lander på dansk jord.

Så sent som 12. oktober indfandt et V-22 Osprey-fly sig - noget overraskende - på en græsplæne nær en Harald Nyborg i Skjern.

Det specielle fly deltog ifølge TV Midtvest i en hemmelig øvelsesaktion, der blev afholdt under Forsvarets specialoperationskommando.