»Sex er godt. Sex er sundt. Sundhedsstyrelsen går ind for sex. Vi er seksuelle væsener, og selvfølgelig skal man dyrke sex også som single i en tid med corona.«

Sådan sagde Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm tilbage i april og gav dermed grønt lys til de singler, der var begyndt at blive frustrerede under nedlukningen. Og nu viser det sig, at der særligt er én bestemt type sex, der er populært for tiden.

Nemlig sex i det fri.

B.T. har således været i kontakt med folkene bag hjemmesiden sexidetfri.dk, der oplyser, at de har oplevet en stor stigning af antallet af tilmeldinger på deres hjemmeside, hvor man med et medlemskab kan komme i kontakt med andre, der ønsker at dyrke sex i naturen, lave aftaler og enda lokalisere de gode steder at gøre det på Danmarkskort med markerede steder.

Sexidetfri.dk begrunder blandt andet den øgede interesse med, at swingerklubberne rundt omkring i Danmark fortsat skal holde lukket. Derfor søger swingerne udenfor.

Det bliver bakket op af Caroline, der ejer swingerklubben Swingergaarden i Slagelse. Hun forklarer, at der altid har været folk, der mødes og knalder i naturen, men at det med stor sandsynlighed er blevet mere udbredt nu, hvor klubber som hendes egen er lukket.

»Jeg er ikke i tvivl om at flere tager ud i det fri nu. Når man ikke kan komme i klubberne, så gør nogen det mere udenfor.«

Dem, som dyrker sex i det fri, kalder man for 'doggere', fortæller hun.

Forklaringen skulle angiveligt være, at det ofte var folk med hunde, som mødtes og gjorde det, når de alligevel gik tur med hunden.

Det har altid været 'en ting' og i særdeleshed om sommeren i det gode vejr. 'Doggere' mødes dog også om vinteren, fortæller Caroline.

I maj 2020 er der på hjemmesiden sexidetfri.dk sket en stigning i tilmeldinger på 23 procent i Storkøbenhavn i forhold til maj sidste år. I Nordjylland er tallet steget med 22 procent.

Der er sågar tale om en stigning i alle regioner, hvor den mindste findes i Vestjylland og på Fyn, hvor stigningen er på 11 procent.

Ejeren af Swingergaarden kommer også med en forklaring på, hvorfor nogle medlemmer af swingerklubberne kunne være blandt dem, som i stedet søger ud i naturen.

Mange swingere aftaler at mødes udenfor de lukkede klubber, men det er de færreste, som ønsker at blande privatlivet ind i swingerlivet.

»Rigtig mange swingere har deres hjem helligt, så der vil de ikke mødes med andre. I de her tider har de rigtig meget hudsult, så i stedet kan de finde på at tage legene ud i det fri.«

Coronavirus smitter via dråber fra luftvejene og overføres ved tæt kontakt som eksempelvis kys. Derfor anbefaler Sundhedsstyrelsen, at man så vidt muligt kun dyrker sex med en fast partner eller med så få partnere som muligt.

Det anbefales videre, at man kun dyrker sex, hvis begge parter er raske, ligesom man ikke bør kysse eller kramme nogen, der er uden for ens nære omgangskreds.