Lyt til artiklen

Hvor langt ville du gå for et par sko?

Langt. I hvert fald ville omkring 100 mennesker lørdag formiddag stå i en massiv kø til butikken Sidewalk Skateshop på Vesterbro i København.

Butikken var nemlig som den eneste butik i Danmark blevet udvalgt til at sælge et begrænset antal af den eftertragtede Nike-model Lobster Dunks i orange.

Ifølge indehaver af butikken Thomas Madsen stod de første allerede klar fredag, da han åbnede butikken klokken 11.

Det var denne sko, der var rift om, da lidt over 100 mennesker lørdag stod i kø for en særlig nike-model. Foto: Sidewalk Skateshop
Det var denne sko, der var rift om, da lidt over 100 mennesker lørdag stod i kø for en særlig nike-model. Foto: Sidewalk Skateshop
Vis mere

»De havde været der siden klokken 9, så det blev til, at nogen sad der i 26 timer i alt,« fortæller han til B.T.

»Det er jo lidt specielt. Men det virker, som om de har hygget sig med det. Lidt ligesom en sheltertur. Naboerne har været super søde og kommet med varm kakao til dem.«

Og hvorfor skoen er så speciel, er der en særlig grund til.

»Vi er jo primært en Skateshop, og det har altid været vores fokus. Vi har Nike sb på hylderne (sb står for skateboarding, red.), og den her sko var en af deres Quick Strike releases, og dem er der rift om,« fortæller Thomas Madsen.

Sådan så det ud lørdag, da lidt over 100 stod i kø for at få fat i en helt særlig sko fra Nike. Foto: Sidewalk Skateshop.
Sådan så det ud lørdag, da lidt over 100 stod i kø for at få fat i en helt særlig sko fra Nike. Foto: Sidewalk Skateshop.
Vis mere

TV 2 fangede Alexander Kej i køen. Han var en af dem, der ventede 26 timer i kulden og sikrede sig par nummer 100 til samlingen derhjemme.

»Det har 100 procent været det værd. Det er så hyggeligt at møde nye mennesker, og alle her går op i de samme ting som mig,« fortæller han til TV 2.

Alexander Kej ser gode investeringsmuligheder i skoene, der kostede ham 1.000 kroner. Han spår nemlig, at han en dag kan sælge parret for 10.000 kroner.

Thomas Madsen oplyser til B.T., at alle 80 par sko blev solgt på en time, og at det var 2/3, der gik derfra med et par af de famøse sko.