Der er ingen tvivl om, at en generel sænkning af fødevaremomsen vil give danske familier flere penge mellem hænderne, end hvis man fjerner moms på frugt og grønt.
Men det er ikke nødvendigvis det bedste alternativ.
Det siger Ann Lehmann Erichsen, der er forbrugerøkonom hos Sydbank, efter statsminister Mette Frederiksens nytårstale.
- Hvis fødevaremomsen sænkes fra 25 til 15 procent, så vil det for børnefamilien betyde, at der spares omkring 350 kroner om måneden.
Fjerner man til gengæld moms på frugt og grønt, lyder besparelsen på omkring 200 kroner.
Årsagen er blandt andet, at frugt og grønt kun udgør omkring 18 procent af danskernes indkøbskurv, lyder det.
Til sammenligning lyder besparelsen for en enlig på henholdsvis cirka 160 kroner ved en generel sænkning og 70 kroner ved en fjernelse af momsen på frugt og grønt.
I statsministerens nytårstale lød det, at regeringen vil have sænket priserne på fødevarer.
- Enten så fødevarerne generelt bliver lidt billigere. Eller så momsen helt fjernes på frugt og grønt, sagde Mette Frederiksen.
Foreløbig vil regeringen dog gå videre med en "kontant overførsel" i form af en fødevarecheck til blandt andet pensionister og arbejdsløse.
Den løsning får Ann Lehmann Erichsen til at "klappe i hænderne".
- Det er ubureaukratisk, og man laver en målrettet indsats over for dem, der har svært ved at få råd til at fylde køleskabet, siger hun og tilføjer:
- Hvis man sænker momsen generelt, så ødelægger vi vores gode momssystem, og vi giver lettelser til alle - også de rigeste, lyder det.
Ifølge Ann Lehmann Erichsen vil det koste 13 milliarder kroner, hvis momsen sænkes over hele linjen, mens det vil koste omkring seks milliarder kroner, hvis det blot er momsen på frugt og grønt, der fjernes.
Og det skal jo også finansieres på en eller anden måde, siger hun.
- Går man ind og piller ved enhedsmomsen, så kræver det nye it-systemer i staten, i butikkerne, hos revisorerne og så videre. Det betyder, at vi ikke kan være sikre på, at de sparede momskroner ender i pungen.
Ann Lehmann Erichsens beregninger er baseret på Danmarks Statistiks forbrugerundersøgelse fra 2023.
/ritzau/
