Fredag klokken 14 stod 26-årige Sabrin Hassan bag kassen ved Godthåbskonditoriet i Vanløse.

Et bageri, der har eksisteret i over 90 år og nu er ejet af hendes familie.

Men pludselig kan Sabrin lugte røg, og hun hører sirener fra brandbiler ude på Godthåbsvej.

Hun går ud af bageriet og ser chokerede folk stå og pege hen på bygningen lige bag bageriet.

En voldsom brand raserede fredag en etageejendom på Grøndals Parkvej i Vanløse. Bygningen står ikke til at redde, men skal rives helt ned, oplyser politiet. Nils Meilvang/Ritzau Scanpix
En voldsom brand raserede fredag en etageejendom på Grøndals Parkvej i Vanløse. Bygningen står ikke til at redde, men skal rives helt ned, oplyser politiet. Nils Meilvang/Ritzau Scanpix
Vis mere

Her bredte ilden sig i et rent flammehav mellem lejlighederne.

Og flammerne havde retning direkte mod Godthåbskonditoriet.

»Jeg fik et chok. Det var så forfærdeligt at se,« siger Sabrin Hassan, som B.T. mandag eftermiddag møder lige uden for den stort set nedbrændte bagerbutik.

I alt nåede 90 lejligheder at gå op i flammehelvedet i boligblokken mellem Grøndals Parkvej og Godthåbsvej.

Og det samme er blandt andet en tandlægeklink og massageklinik, der ligger lige ved siden af Godthåbskonditoriet.

»Jeg havde ikke troet, at flammerne ville sprede sig så hurtigt, men det gjorde de altså. Det var bare voldsomt,« siger Sabrin Hassan og tilføjer:

»Det er så synd for alle, der er ramt af den her enorme brand. Vi har mistet bageriet, der har eksisteret i over 90 år, men det er jo endnu mere trist for alle dem, der har mistet deres hjem.«

Hvad skal du så gøre nu, hvor der ikke er noget bageri?

»Jeg har ikke rigtig forstået, at det er væk, så det ved jeg ikke. Mange af vores kunder har faktisk skrevet til os, at de er kede af, at bageriet nu ikke er der mere,« siger hun.

Hvad betyder det økonomisk for jer?

»Heldigvis er vi forsikret, så vi håber på, at forsikringsselskabet hjælper os økonomisk,« siger hun.

Politiet har mandag meldt ud, at der ikke er noget, der tyder på, at en forbrydelse er årsag til den enorme brand fredag eftermiddag.

Teknikere har været inde og foretage en undersøgelse, men der udestår fortsat et større analysearbejde, før en brandårsag – måske – kan fastslås.