I takt med at millionerne i al hemmelighed rullede ind på kontoen, sørgede efterlyste Britta Nielsen for at afskære sig mere og mere for omverdenen.

Dyre og højteknologiske videokameraer blev sat op flere steder på husets mure, og en stor, elektronisk jernport - ligeledes med videoovervågning - blev banket op foran den stenbelagte indkørsel.

En billedgennemgang fra Google Street View af Britta Nielsens gule murstenshus i Hvidovre fra 2009 til 2018 viser, hvordan huset gennem årene blev mere sikret. Mere privat. Mere afskåret og isoleret for verden udenfor.

Kæder man sikringen af villaen i Hvidovre sammen med sigtelsen af den 64-årige kvinde, som i dag står mistænkt for over en årrække på 16 år at have lænset statskassen for 111 mio. kr., virker det naturligt - ja, nærmest obligatorisk - at Britta Nielsen har haft et ønske om at skærme uvedkommende for at få indsigt i hendes private gøren og laden.

Hvornår Britta Nielsen præcis vælger at opføre de minimum fire - fra vejen - synlige videokameraer, vides ikke med sikkerhed. Men kigger man på det tidligste billede, som er fra 2009, er husfacaden strippet for kameraer.

2009
2009
Vis mere

Der er heller ingen videoovervåget jernport, som der er i dag.

Større fokus på privatfred

Inden for de næste fem år sker der noget. Britta Nielsen bliver mere øm over for sit privatliv eller føler større trang til at holde omverdenen ude.

I 2014 er der i hvert fald sket en ændring: Husfacaden ud mod vejen har pludselig fået øjne.

2014
2014
Vis mere

Et digitalt kuglekamera, som med al sandsynlighed har vidvinkelfunktion, så det kan fange al aktivitet foran huset, er sat op på facadens venstre side.

På samme billede fra 2014 er det ikke til at se, om der også er sat et videokamera op foran hoveddøren, som der er i dag.

I denne femårige periode - fra 2009-2014 - udbetaler Britta Nielsen ifølge tal fra Børne- og Socialministeriet 70,7 mio. kr. til sig selv.

Så mange millioner kroner har Britta Nielsen ifølge Børne- og Socialministeriet hvert år i årene 2002-2018 overført til sin egen konto. Kilde: Socialstyrelsen
Så mange millioner kroner har Britta Nielsen ifølge Børne- og Socialministeriet hvert år i årene 2002-2018 overført til sin egen konto. Kilde: Socialstyrelsen
Vis mere

I 2016 er der iværksat yderligere sikkerhedsforanstaltninger. Nu er der opført en stor, elektronisk jernport, der kræver kode for at komme ind.

2016
2016
Vis mere

B.T. har sendt billederne af Brittas port til Jernhegn ApS, som laver lignende jernporte. Det er ikke dem, der har lavet Britta Nielsens port, men ud fra billederne vurderer de, at en estimeret pris, hvis de skulle lave en tilsvarende port og låge, ville koste omkring 55.000–65.000 kr. inkl. moms, levering og montering.

»Det er ikke lågen i sig selv, der er dyr, men hvis man vælger en skydeport frem for en almindelig dobbeltport, finder man ikke en dyrere portløsning,« siger Nikolaj Andresen fra Jernhegn ApS.

Dyre luksusbiler

På de næste tre billeder, to fra 2017 og et fra 2018, er der ikke sket nævneværdige ændringer på sikkerhedsfronten.

Dog er der sket lidt i forhold til Britta Nielsens bilpark. Bilmærkerne, som udover en Range Rover primært er tyske - Mercedes, Audi og BMW -  går år for år op i modelstørrelse, og på det sidste billede fra 2017 står der så mange biler i Britta Nielsens indkørsel, at den nyerhvervede jernlåge ikke kan lukkes.

2017-2
2017-2
Vis mere