To uger med hjemmearbejde, manglende pasningsmuligheder af børn og et minimum af sociale aktiviteter venter os, men hvad skal vi få tiden til at gå med - og hvordan klarer vi det uden at blive skøre?

Seks eksperter på hvert deres område giver deres bud på, hvordan du klarer dig bedst gennem de kommende to uger.

Ifølge sexolog Jakob Olrik stiger antallet af skilsmisser efter perioder, hvor vi har været meget sammen - det kunne for eksempel være i julen eller sommerferien.

»Coronavirussen kan gå i parforholdet, og i de næste to uger kan der komme sider frem i partneren, som vi ikke er vant til at se i dagligdagen. Måske vil den ene hamstre, mens den anden synes, at det er grådigt, eller den ene vil have styr på en masse, mens den anden tager det roligt,« siger Jakob Olrik.

Sexolog Jakob Olrik
Sexolog Jakob Olrik Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

»Om 14 dage har 50% af alle par haft store konflikter, for det er så konfrontatorisk for os at tvinges til at være sammen på den her måde. Det kan give klaustrofobi og være kedeligt.«

Derfor har sexologen en opfordring til de par, der de næste to uger - måske længere - skal gå op og ned ad hinanden:

»Brug det som en kærkommen lejlighed til at opleve nye måder at være sammen på - ikke mindst fysisk. Det er en lejlighed til at vi kan være intime sammen, spille Ludo, være familie, være kærester og være nærværende,« siger Jakob Olrik.

De kommende par uger giver en oplagt mulighed for at kaste sig ud i de madprojekter, man altid har drømt om at mestre. Det mener Gorm Wisweh, som er kok og kogebogsforfatter - og manden bag Gorms Pizza.

Gorm Wisweh
Gorm Wisweh Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Madlavning kan være en stresset ting, så for voksne er det nu, man skal lave den der ret, man altid har gået med i tankerne, men aldrig lært at lave. Hjemmelavet rullepølse, en lækker sauce eller en smagfuld simreret. Det har man tid til nu,« forklarer kokken.

»Lige nu er fermentering det helt hotte, så hvis man aldrig har fermenteret kål, er her en god mulighed. Det kræver dog, at man sætter sig ind i det, men selv hvis det går galt, koster en kål jo kun en tyver.«

Leder man efter nogle mere børnevenlige projekter, anbefaler Gorm Wisweh, at man laver ét projekt med sine børn om dagen.

»Jeg har mine børn med i køkkenet, og de spilder jo æg og mel, men det er jo nu, man også har tiden til at gøre rent efter dem. I går lavede vi pølsehorn og spiste det til aftensmad, og i dag skal vi lave kanelsnurrer.«

I tråd med Gorm Wisweh mener familievejleder Lola Jensen, at især børnefamilierne har fået en enestående mulighed for at lave nogle af de aktiviteter, som man ikke kan finde tid til i den travle hverdag.

»Man kan prøve at finde tid til at spille brætspil, tegne, lære at lægge syvkabale eller bage nogle boller med al den gær, som danskerne har hamstret,« siger hun.

Forældrene skal dog være tålmodige, for det er måske først i andet eller tredje forsøg, at det lykkes at sælge samvær som en god idé til ungerne.

»Når det så lykkedes, så har man om 12 dage fået nogle andre børn, og så giver det måske energi til at fastholde aktiviteterne, når det bliver hverdag igen.«

Lola Jensen
Lola Jensen
Vis mere

Familievejlederen advarer mod, at man bare sætter ungerne hen med en iPad i hænderne og lader dem passe sig selv. Men hun har forståelse for, at nogle forældre i den kommende tid skal passe deres arbejde derhjemme.

»Hvis det er øget skærmtid, der skal til, for at du kan passe dit arbejde, så er det jo løsningen for jeres familie,« afslutter hun.

Med hjemmearbejde og hjemmepasning vil mange sandsynligvis snart begynde at lægge mærke til manglen på kontakt med andre, rutiner og føle mere kedsomhed.

Samtidig kan coronavirussen give en masse bekymringer, men det er vigtigt, at man ikke bekymrer sig unødvendigt, mener psykolog Neela Maria Sris:

Neela Maria Sris
Neela Maria Sris Foto: Mathias Vejerslev
Vis mere

»Sortér dine tanker i gode og dårlige bekymringer. De gode er dem, du kan skrive ned på en to-do-liste, og som du kan gøre noget ved,« forklarer hun.

»De dårlige er dem, der starter med 'hvad nu hvis' - det er dem, vi ikke får nogen svar på, og som starter en lavine af dårlige tanker.«

Neela Maria Sris foreslår, at man beslutter sig for et bestemt tidsrum på dagen, hvor man bekymrer sig i et kvarter, sådan kan man bedre styre bekymringerne.

Nu, hvor de fleste skal tilbringe mere tid hjemme end normalt, er det desuden vigtigt at have faste rutiner:

»Begræns Netflix-aktiviteten, og skab i stedet en struktureret hverdag, hvor man står op, spiser morgenmad, ringer til nogen, gør rent, læser en bog og gør noget kreativt. Lav en brainstorm. Det vigtigste er, at man siger, at det godt kan lade sig gøre.«

En del af en struktureret hverdag kan også være at passe sin træning, og selvom fitnesscentre og svømmehaller er lukket, mener Kira Eggers, som er personlig træner, ikke, at der er en undskyldning for ikke få rørt sig:

»Mange har træningsudstyr derhjemme, såsom en motionscykel, håndvægte eller kettlebells. Hvis man ikke har, så bringer PostNord stadig ud,« foreslår hun og fortsætter:

Kira Eggers
Kira Eggers
Vis mere

»Der ligger mange gode træningsprogrammer på YouTube - også flere som kan laves med egen kropsvægt.«

For tiden går manges bekymringer nok især på arbejde, økonomi og praktiske opgaver, og her kan det også være en god ide at benytte den ekstra tid til at komme ud i den friske luft og få renset sine tanker.

»Hvis man holder sig væk fra andre mennesker i eksempelvis landlige omgivelser, så løb en tur, powerwalk eller bare gå en stille og rolig tur.«

Hvis man ønsker at inddrage sine børn i en aktiv stund, så er Wii en sjov måde at få motion på. Ellers kan man endda bruge ungerne som alternative håndvægte:

»Man kan jo altid kaste forsigtigt rundt med sine børn,« siger Kira Eggers.