Så skete det. Hos Odeon i Odense har man gjort som i Aarhus og aflyst en opsætning af Svanesøen med Den Russiske Ballet grundet krigen i Ukraine.

Det sker, efter både byrådspolitikere, ministre og odenseanere har kritiseret, at man så ud til at fortsætte med planerne om balletten, der skulle vises i det odenseanske koncerthus lørdag.

»Når vi ikke bare lige gjorde det i går, er det, fordi det ikke er vores forestilling. Derfor var vi nødt til at have fat i arrangøren bag, PS Production, for at se, om der var mulighed for at aflyse, men det var der så ikke, så nu har vi selv gjort det,« lyder det fra Odeons presseansvarlige, Simon Verheij.

Har jeres aflysning noget at gøre med den kritik, der har været ikke mindst på sociale medier?

»Nej, det vidste vi godt, der ville komme, som situationen er, for vi kunne se, hvordan det er gået med forestillingen. At aflysningen ikke er sket før, er, fordi det er et stort maskineri, der skal sættes i gang. Derfor skulle vi lige have det sidste på plads.«

Der var ellers en del kritiske brugere på sociale medier, som kom med deres input, da Comwell og herunder Odeon lørdag bekendtgjorde, at man stadig ikke havde aflyst.

En af dem var René Szczyrbak, som bor i Odense. Han uddyber over for B.T., hvorfor han mener, det var vigtigt, at man aflyste balletten.

»I den her tid føler vi allesammen, at vores værdier og det, vi sætter pris på, er under angreb. Det er ikke den menige russer, det handler om, men der er bare en solidaritet og en kæmpe støtte, som går til Ukraine, og det syntes jeg, Odeon skulle huske,« lyder det fra ham.

René Szczyrbak er en af en lang række odenseanere, som mente, at Odeon klart skulle aflyse arrangementet med Den Russiske Ballet.
René Szczyrbak er en af en lang række odenseanere, som mente, at Odeon klart skulle aflyse arrangementet med Den Russiske Ballet. Foto: Krestine Havemann
Vis mere

»Noget af det eneste, vi kan gøre i Danmark, er at sige 'nej tak' til det, der kommer fra Rusland. Jeg kan godt lide Salling Group, fordi de har meldt klart ud.«

Derfor var René Szczyrbak en blandt en del, der gik ind og skrev på Odeons væg, da de offentliggjorde, at de ikke var arrangørerne, men kun lagde lokaler til.

»Jeg syntes blandt andet, det var vigtigt at pointere, at der er mange danskere, der føler, at det vigtigste er moral frem for penge lige nu. Det kan komme til at koste os alle, men sådan er det.«

Simon Verheij oplyser efter aflysningen desuden til B.T., at der også var et hensyn at tage til de ansattes sikkerhed i forbindelse med forestillingen. En forestilling, flere skrev på sociale medier, at de ville protestere imod.