På syv år har Danske Bank tabt 261 millioner på betalingsappen MobilePay. Og de røde tal vil fortsat bløde.

Mens mange virksomheder lider under coronaen, har MobilePay i 2020 sat nye rekorder for brugen af appen. Onlinehandlen boomede hos danskerne, og brugen af betalingsappen blev næsten fordoblet.

Helt nøjagtigt steg antallet af transaktioner sidste år fra 330 til 355 millioner i år, hvilket svarer til næsten en million transaktioner om dagen. Samlet overførte de danske MobilePay-brugere intet mindre end 125 milliarder kroner i 2020.

Alligevel anmoder MobilePay sin ejer, Danske Bank, om flere penge, end den swiper til højre. Den store vækst i brugen af appen finder nemlig ikke vej til bundlinjen.

Det siger Claus Bunkenborg, topchef i MobilePay, til Finans.dk.

Bunkenborg sætter ikke tal på det forventede tab. Dog er faktum, at der vil være røde tal på bundlinjen for MobilePay i både 2020 og 2021. Det betyder, at betalingstjenesten stadig har sit første overskud til gode otte år efter, at den blev lanceret.

I 2019 lød underskuddet på 19,3 millioner kroner hos den danske MobilePay-forretning.