Er du klar til at dø i kamp for Danmark?

Analyseinstituttet Wilke har lavet en rundspørge for Jyllands-Posten, hvor de har spurgt et udsnit af danskerne om, hvorvidt de er villige til at forsvare Danmark, hvis et fremmed land invaderer os, også selvom det kan koste en livet.

Og her svarer 39 procent, at de er enten enige eller meget enige i, at de er klar til det. 

Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) udgav sidste år et rapport, hvor de konkluderer, at Rusland i løbet af cirka to år vil kunne udgøre en troværdig trussel mod enkelte eller flere Nato-lande, hvis Ukraine-krigen stopper eller fryser fast.

Truslen afhænger derfor meget af, hvordan krigen i Ukraine udvikler sig. 

Rusland vil nemlig ikke kunne opretholde krigsindsatsen der, og samtidig begynde en ny krig med et eller flere Nato-lande.

FE har derfor oplistet tre scenarier, hvis krigen i Ukraine stopper.

  1. I løbet af seks måneder vil Rusland være i stand til at udkæmpe en lokal krig med et naboland.

  2. I løbet af cirka to år vil de kunne udgøre en troværdig trussel mod enkelte eller flere Nato-lande og dermed være klar til en regional krig i Østersø-regionen.

  3. I løbet af cirka fem år vil Rusland være klar til en storskalakrig i Europa, hvis USA ikke blander sig.

Kim Mannemar Sønderskov, der er professor på Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet, mener, at antallet af danskere, der er klar til at forsvare Danmark, er 'en relativ stor gruppe', siger professoren til Jyllands-Posten.

Han påpeger dog samtidig, at der kan være stor forskel på, hvad man svarer i et spørgeskema, og hvad man rent faktisk ville gøre, hvis Danmark skulle blive invaderet.

»Der også muligt, at de mindst forsvarsvillige er mindre tilbøjelige til overhovedet at deltage i den slags undersøgelser. Med det sagt peger tallene på, at en betydelig del af danskerne er villige til at forsvare landet,« siger han til Jyllands-Posten.