B.T. erfarer, at Statens Serum Institut i dag vil fremlægge tal for hvor mange danskere, som er blevet syge af Covid-19, selvom de er blevet vaccinerede enten med første stik eller andet stik.

Efter første stik er 5.801 personer blevet konstateret smittet. Altså trods vaccinen. Ud af de smittede er 321 personer døde indenfor en måned, men SSI kender ikke detaljerne for de afdøde, så det er ikke sikkert, at dødsfaldene skyldes Covid-19.

B.T. er i besiddelse af et notat, som er blevet rundsendt til Folketingets sundhedsordførere, som indeholder oplysningerne om antallet af personer, som er blevet smittede efter et eller to stik af en vaccine.

Det er nærliggende at tro, at dødsfaldene også kan skyldes en række andre sygdomme, som er typisk for en høj levealder.

I alt er 1.334 personer blevet smittet med Covid-19, selvom de har modtaget andet stik og den fulde effekt af vaccinen er sat ind. Det kaldes en »gennembrudsinfektion.« Tallet svarer til at 0,1 procent - altså en ud af tusind personer - er blevet smittede, selvom de var fuldt ud vaccinerede.

SSI kan ikke ud af dataene se forskelle for de individuelle vacciner eller bestemte virusvarianter.

I alt har 2.361.340 danskere modtaget første stik af en vaccine. Af dem har 1.353.878 personer modtaget andet stik af vaccinen.

B.T. har efter denne artikel blev ofentliggjort modtaget SSIs samlede redegørelse og skrevet yderligere om tallene. Du kan finde den artikel her.

B.T. har desuden opdateret tallene i denne artikel, der byggede på en skrivelse, der var rundsendt fra ministersekretariatet til Folketingets sundhedsordførere. Tallene adskilte sig en smule fra tallene i SSIs opdaterede redegørelse, som B.T. nu har rettet til.