»Vi er nødt til at kæmpe for, at det ikke sker.«

Sådan lyder det onsdag morgen fra Lizette Risgaard, formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation, der deler sedler ud med teksten 'bevar store bededag' ved Nørreport Station i København.

Fagforeningerne har i fællesskab lavet en hjemmeside, hvor folk kan skrive under på, at regeringen skal droppe planerne om at afskaffe store bededag.

Onsdag morgen klokken 08.30 har 451.745 danskere skrevet under med navn på hjemmesiden.

Her ses Lizette Risgaard, formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation (tv.) og andre fagforeningsfolk dele foldere ud onsdag morgen på Nørreport Station. Foto: Thomas Nørmark Krog
Her ses Lizette Risgaard, formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation (tv.) og andre fagforeningsfolk dele foldere ud onsdag morgen på Nørreport Station. Foto: Thomas Nørmark Krog
Vis mere

Så det nærmer sig en halv million, der har skrevet under på, at de er imod afskaffelsen af store bededag.

»Det er rigtig ærgerligt, at regeringen bare har taget den her beslutning uden at høre os først som fagforening,« siger Lizette Risgaard, mens hun står og deler foldere ud.

SVM-regeringen er da også kommet i stormvejr med beslutningen om at afskaffe store bededag, uagtet at regeringen vil kompensere danskerne økonomisk for at arbejde en dag mere.

Midt i blæsten om at afskaffe store bededag som helligdag fik Socialdemokratiet i mandags sin dårligste meningsmåling i otte år hos analyseinstituttet Voxmeter.

På folderen opfordres folk da også til at komme til demonstration ved Christiansborg Slotsplads på søndag kl. 14 til 16.

Inden demonstrationen har Fagbevægelsens Hovedorganisation arrangeret bustransport fra forskellige byer på Sjælland til København, så det er virkeligt noget, der bruges tid og penge på i fagforeningerne.

Lizette Risgaard, SVM-regeringen har jo flertal til den her beslutning om at droppe store bededag. Hvorfor bruger I så mange ressourcer på det her, når det ikke ser ud til at have nogen betydning?

»Vi vil ikke bare give op, men vise, vi mener, det her er forkert,« siger fagforeningsbossen.