De små gule og voldsomt populære heksehyl anses nok ikke af mange for at være i den farlige fyrværkeri-ende. Men det kan gå helt galt, hvis man ikke passer på.

Det viser Syd- og Sønderjyllands Politi på en ganske effektiv måde med et billede i et tweet, som mandag er lagt på Twitter.

På billedet kan man se en handske, hvor røde pølser indtager fingrenes pladser. De røde pølser - og handsken - er sprængt i adskillige stykker. Og det er forårsaget af et ganske almindeligt heksehyl.

For selvom heksehyl kan synes ubetydelige og ufarlige, så kan de udøve stor skade, hvis man ikke håndterer dem med måde, det skriver politiet.

'Hold aldrig tændt fyrværkeri hånden, lyder et af de fem fyrværkeriråd. Her er der sprunget, hvad der svarer til et heksehyl i en handske med pølser!' lyder den advarende tekst fra politiet.

Selvom heksehyl kan udøve stor skade, så tegner de sig for en lille andel af de samlede fyrværkeriskader over nytåret.

Det viser statistik fra Odense Universitetshospital, der i en årrække har indsamlet skadesdata fra nytårsfejringer.

I de to nytårsdage - 31. december 2017 og 1. januar 2018 - for et år siden tegnede heksehyl sig således 'kun' for fem af i alt 254 fyrværkeriskader, som blev behandlet på et hospital herhjemme.

Den helt store synder var i den forbindelse raketter, som sammenlagt var indblandet i 114 behandlede skader. Dernæst kom batterier med 56 skader.

Småsager som stjernekastere, bordbomber, hundepropper og knaldperler udgjorde samlet 10 behandlede skader.

Blandt de mange skader udgjorde lovligt fyrværkeri langt størstedelen, mens ulovligt fyrværkeri blot tegnede sig for 14 behandlede skader sidste nytår.

I forbindelse med nytåret er Københavns Politi også ude på Twitter og ønske godt nytår. I samme ombæring minder politiet om et par simple, men gode råd, hvis uheldet skulle være ude: