Da han til at begynde med så de fire ringe, der blev røde, tænkte han, at han havde vundet 60 kroner.

Men så dukkede der også en besked op:

'Tillykke, du har vundet en million,' stod der.

Til at begynde med troede den midaldrende mand fra Midtsjælland, at der måske bare var tale om en reklame i hans Danske Spil-app. Men beskeden insisterede – og sammen med hustruen valgte han derfor at få kuponen tjekket:

»Og nede på tanken, der sagde han, at beløbet var over 5.000 kroner – og så vidste jeg, at den var sikker,« fortæller den glade vinder – der dermed for nylig vandt en million kroner i Lotto via Millionærgarantien – til Danske Spil.

Siden har han brugt tiden på at tænke over, hvad pengene skal gå til:

»Man har da gået og snakket om, at man ville bruge pengene på dit og dat, hvis man vandt. Havde jeg nu vundet den for 20 år siden, så var den nok bare blevet brændt af, men nu hvor jeg så har vundet, så …« fortæller manden i telefonen, lige før han bliver afbrudt af en kvinde, der råber i baggrunden:

»VI har vundet!«

»Ja, det var min kone … Nå, men nu hvor vi så har vundet, så er vi både forsigtige og fornuftige. Vi har lige købt hus, så vi skal have nye badeværelseselementer og køkkenet skal også renoveres. Nu bliver det nok ikke et Ikea-køkken,« fortæller han smågrinede.

Den glade vinder fortæller, at vinderkuponen, der var en femugerskupon, længe havde hængt på parrets køleskab, før han en dag besluttede sig for at tjekke appen, mens han stod og børstede tænder.

Den viste først de fire røde ringe – og så tikkede millionbeskeden ind.