»Det kunne jo være rart, hvis man kunne gå hjem fra arbejde med god samvittighed. Det er bare sjældent, jeg gør det.«
For Gunvør Joensen, der er sygeplejerske på Aalborg Universitetshospital, er der langt mellem de dage, hvor hun har nået alt, hun skulle, når hun smider uniformen og skifter til privat.
For sygeplejerskerne har travlt på afdelingerne. Meget travlt endda. På den afdeling, hvor Gunvør har arbejdet de seneste fire og et halvt år, er de gået fra at være 25 fuldtidsansatte sygeplejersker til i dag bare at være 10-12. Og det går ikke bare ud over sygeplejerskernes samvittighed, også patientsikkerheden er på spil, lyder det fra Gunvør Joensen.
»Patienterne kan jo også godt mærke, vi har travlt,« siger hun og fortsætter:
»Der er nyopererede patienter, der ligger i store smerter, der ikke tør kalde på os, fordi de kan se, vi har så travlt. Patienter kan ligge i flere timer, før vi så opdager, at de ligger i smerter, og så kan de være noget så langt på smerteskalaen, at det kan være svært for os at gøre noget ved det. Det går simpelthen ud over patientsikkerheden,« konstaterer Gunvør.
Det er særligt om aftenen, natten og i weekenderne, at der er langt mellem sygeplejerskerne på Gunvørs afdeling.
»Jeg har oplevet at være alene ansvarshavende sygeplejerske med 24 patienter, fordi der har været overbelægning. Normalvis plejer vi at være to.«
Derfor oplever hun, at det kan tage flere timer, at lave alle de rutinemæssige og planlagte opgaver som for eksempel at give patienterne deres medicin.
Men på hospitalerne er det bare ikke alt, der kan planlægges. Der kan opstå situationer uden varsel, der skal reageres på.
»Det kan være én, der har lavt blodtryk, hvor man er nødt til at sætte noget i gang, så han ikke går i stop (hjertestop, red.). Hvis man overser noget, fordi der er for travlt, så sker der jo fejl, og det kan koste liv. Det er jo det, vi står med hver dag.«
Gunvør Joensen elsker faget, og har netop valgt at blive sygeplejerske, fordi hun gerne vil hjælpe andre, når de har allermest brug for det. Men når de er så pressede på afdelingerne, ender det med at blive en psykisk belastning, når hun ikke kan nå alt det, hun skal i løbet af en arbejdsdag.
»Jeg er træt, når jeg kommer hjem. Det er man jo, fordi man hele tiden er psykisk påvirket. Man er jo pisse bange for at begå en fejl, der ikke kan rettes op på,« siger hun.
Hvor tit oplever du ikke at kunne nå alle de opgaver, du skal?
»Det synes jeg aldrig, jeg kan. Vi bliver simpelthen nødt til at prioritere, hvem der er dårligst, og hvem der bedst kan klare sig selv. Jeg føler altid, der er noget, jeg har overset.«
Hun har flere gange oplevet, at hun er kommet hjem efter en lang dag med patienter og så komme i tanke om noget, hun ikke har nået. Så må hun gribe knoglen og ringe ind på afdelingen og fortælle, hvad det er, hun har glemt eller ikke nået.
»Hvis jeg står en dag, og der er en, der dør, fordi jeg har overset noget, så ville min verden jo bryde sammen,« siger Gunvør.
Hun fortæller, at de længe har været pressede på afdelingerne, men at det er taget til under coronakrisen og den verserende konflikt, hvor sygeplejersker har strejket for at få mere i løn. På Gunvørs afdeling er de begyndt at spørge på andre afdelinger, om der er sygeplejersker, der kan give en hånd med.
»Der har været nogle situationer, hvor man har spurgt, om der kunne komme nogen over fra andre afdelinger. Det er ikke noget, man normalt gør. Jeg har i hvert fald ikke oplevet, at det er blevet gjort før.«
Samtidig bliver de fastansatte nødt til at træde til på tidspunkter, hvor de ellers skulle have haft fri. Og det er svært at sige nej, når man bliver spurgt, om man kan tage en ekstra vagt
»Man ved jo godt, at ens kolleger står med håret i postkassen, så man føler sig presset til at sige ja.«
Er det ikke en del af jobbet, at man skal være fleksibel?
»Jo, og det kan vi også godt gøre en gang i mellem. Problemet er jo, at det er hele tiden nu. Folk forsvinder fra faget, fordi det er for hårdt og belastende. Folk bliver slidt ned.«
Ifølge Gunvør Joensen, handler det om, at der skal flere sygeplejersker til og flere skal blive i faget, så arbejdspresset ikke bliver lige så stort. Og der kan en højere løn være en medspillende faktor.
»Vi har et kæmpe ansvar og der er ikke nogen af os, der føler, det bliver anerkendt. Det handler ikke kun om penge, men det jo en del af det.«
Mens Gunvør har set mange af sine kolleger forlade hospitalet, så er hun blevet hængende. Men tanken om et mere afslappet job frister.
»Jeg skal da ikke være bleg for at indrømme, at jeg har overvejet at finde et andet sted at arbejde. Og jeg har faktisk allerede søgt andre steder, hvor jeg håber, der er mere ro på,« slutter hun.
