Aalborg Kommune har nået målsætningerne fra kommunens bæredygtighedsstrategi.

Rundt omkring i kommunens vuggestuer, børnehaver og skoler har økologi langsomt fået en større og større rolle i løbet af de seneste fire år. Det samme gør sig gældende for ansatte i Aalborg Kommunes forvaltninger og ikke mindst brugere af en række kulturelle tilbud i kommunen.

61% af maden i de offentlige køkkener i Aalborg Kommune er nemlig økologisk nu.

Dermed er det lykkedes at nå et af målene for Bæredygtighedsstrategien for 2016-2020, hvor det hed sig, at minimum 60% af fødevarerne i kommunens storkøkkener, institutioner og kantiner skulle være økologisk.

»Takket være en stor indsats fra kommunens kostfaglige medarbejdere steg andelen af økologi fra 40 procent i 2016 til 61 procent i 2020,« siger projektleder Henriette Baunwall fra Miljø- og Energiforvaltningen.

Målet for økologi i Aalborg Kommune blev nået allerede sidste år, men derfor fortsætter arbejdet for endnu mere økologi i kommunen. Generelt har man i kommunen ændret på nogle arbejdsgange, haft gode indkøbsaftaler, og man har kigget på mulighederne for at minimere madspild.

Det har gjort, at prisen for maden fortsat er den samme. Derudover har der været fokus på årstidens grøntsager, som alt sammen har gjort, at det har været muligt at holde prisen nede.

Aalborg Kommune købte i 2020 1.317.337 kg økologiske fødevarer, hvor særligt mælkeprodukter og kartofler stod højt på listen.