Socialdemokratiets kandidat til borgerrepræsentationen i København, Lars Aslan Rasmussen, kunne lørdag morgen vågne op til en kedelig nyhed.

Mange af hans valgplakater på Nørrebro og i Nordvest er blevet udsat for hærværk med davidsstjerner og teksten »zionistsvin« malet på. Derfor har han været nødt til at fjerne dem og smide dem ud.

»Det bliver jeg ekstremt ked af. Mange frivillige har hjulpet mig med at sætte valgplakaterne op. Så det er mega ærgerligt,« siger han til B.T. og tilføjer:

»Men det er heldigvis intet i forhold til, hvad danske jøder skal lægge øre til i øjeblikket.«

I årevis har han talt om, hvor svært det kan være at være jøde i Danmark, og flere gange er han blevet spurgt, om han har jødisk baggrund.

Selvom Aslan ikke er jøde, men har tyrkisk ophav, mener han, at det er han engagement i debatten, der har udløst hærværket.

Her ses den hærværk, som en af valgplakaterne er blevet udsat for.
Her ses den hærværk, som en af valgplakaterne er blevet udsat for. Privatfoto

»Det er ikke første gang, at jeg får de her ting kastet efter mig. Men jeg har ikke oplevet den slags på mine valgplakater,« siger han.

Lars Aslan er født og opvokset på Nørrebro og bor i dag i Nordvest. Han synes derfor, det er »trist« og »surrealistisk«, at hans valgplakater ikke kan hænge i fred i hans eget kvarter.

Den tidligere folketingspolitiker har prøvet en del valgkampe før, men han mærker tydeligt, at tonen denne gang er blevet markant hårdere.

»Det er klart den hårdeste valgkamp, jeg har oplevet rent retorisk,« siger Aslan.

Og han er ikke i tvivl om, hvem der står bag hærværket:

»Selvfølgelig hænger det sammen med Frie Grønne, når sådan noget sker – især når partiet hænger valgplakater op med antijødiske budskaber,« siger han med henvisning til partiets valgplakater med blandt andet: »Befri København fra zionismen« og »Opløs staten Israel«:

»Det er første gang, at et parti fører valgkamp på, at en bestemt del af befolkningen i København skal ud af byen. Det er åbenlyst jødehad. Det er beskæmmende.«

Men er det her ikke bare en oplagt mulighed for at angribe sine politiske modstandere?

»Nej, jeg har sagt, hvad jeg mener om Frie Grønne og den plakat før det her. Det er jødehad og islamisme,« slår han fast og siger, at resten af venstrefløjen i højere grad bør tage afstand fra Frie Grønne.

Han forklarer, til at han i øjeblikket er i gang med at danne sig et overblik over hærværkets omfang og derefter melder det til politiet.

B.T. har rakt ud til Frie Grønnes formand, Sikandar Siddique, for en kommentar. Han slår fast i et skriftligt svar, at hærværk på valgplakater, uanset hvem de tilhører, ikke er i orden:

'Det slår mig dog som helt tragikomisk, at Lars Aslan giver ansvaret for had mod ham, uden at vi på noget tidspunkt har nævnt ham i vores kampagne samtidig med, at han kalder vores valgkamp islamisme,' skriver han og tilføjer:

'Hans parti har ovenikøbet lige lavet en kampagne om, at islam - en religion - ikke må fylde mere i Danmark, men han bliver altså forarget over, at vi ikke mener, at zionismen - en ideologi - skal fylde mere i Danmark. Den slags manglende selvindsigt, kan jeg altså ikke hjælpe Lars Aslan med.'