Klaus Svensson er afgående medlem af byrådet i Lolland Kommune for Socialdemokratiet.

Og så er han den seneste i den stadig længere række af nuværende og tidligere socialdemokratiske politikere, der melder sig på banen med bud på løsninger på partiets dybe krise.

Det sker i et debatindlæg i Politiken.

»Som afgående socialdemokratisk byrådsmedlem på Lolland forstår jeg godt, hvorfor mit parti tabte kommunalvalget. Folk herude er frustrerede over at blive overhørt og over følelsen af at være glemt,« skriver Klaus Svensson i indlægget.

Efter at have siddet otte år i byrådet i Lolland Kommune, røg Klaus Svensson ud ved kommunalvalget den 18. november, hvor Socialdemokratiet fik en historisk vælgerlussing – både i Lolland Kommune og nationalt.

Ifølge Klaus Svensson skyldes Socialdemokratiets krise blandt andet, at partiet, særligt de nationale toppolitikere på Christiansborg, har talt om »alt det rigtige – bare ikke det virkelige«.

Den afgående lokalpolitiker mener, at store, men ukonkrete og fjerne dagsordener som Ukraine, sikkerhedspolitik og grøn omstilling har fyldt for meget sammenlignet med »det, der fylder hos mennesker, når de står op om morgenen«.

I Lolland Kommune er det blandt andet noget så jordnært som huller i vejene og butikslukninger, skriver Klaus Svensson, der også peger på de stigende fødevarepriser som noget, Socialdemokratiet har haft for lidt fokus på.

Samtidig mener Klaus Svensson, at den grønne omstilling har været med til at skabe  afstand mellem Christiansborg og landdistrikterne. 

Beslutningerne om den grønne omstilling er nemlig blevet truffet henover hovedet på landdistrikterne, mener han.

Klaus Svensson.
Klaus Svensson. Jakob Pedersen - JP-Foto Maribo/Lolland Kommune

Derfor foreslår Klaus Svensson tre konkrete tiltag, der skal bringe partiet ud af krisen:

Man skal skabe reel medbestemmelse i den grønne omstilling, også for landdistrikterne.

Man skal investere massivt i landdistrikterne, så affolkningen og butiksdøden kan standses.

Og så skal man tale om de problemer, der faktisk fylder i danskernes hverdag, herunder stigende fødevarepriser og splittelsen mellem land og by.

Socialdemokratiet fik et historisk dårligt valg ved kommunalvalget den 18. november.

Siden da har flere meningsmålinger vist en landsdækkende vælgeropbakning på 18 procent eller lavere til Socialdemokratiet.

Ved folketingsvalget i 2022 fik partiet 27,5 procent af stemmerne.