Tirsdagens kommunalvalg var et regulært blodbad for Socialdemokratiet.
Nu tager et medlem af partiets bagland bladet fra munden og sender en klar advarsel til partitoppen.
»Det her er kun en smagsprøve på, hvad der kommer til at ske til folketingsvalget, hvis ikke vi får sadlet om med det samme,« siger det mangeårige medlem af Socialdemokratiet, Sebastian Thorsager Nielsen Bundsgaard.
Han har tidligere repræsenteret partiet i Kerteminde Byråd i syv år, og er nu lokalt aktiv i Odense.
Da han så partitoppens reaktion på valgnederlaget til kommunalvalget tirsdag, blev han nervøs.
»Det var nærmest som Komiske Ali,« siger Sebastian Thorsager Nielsen Bundsgaard med henvisning til den irakiske minister, der under USAs invasion af Irak stædigt fastholdt, at landet ikke var ved at blive invaderet.

Partitoppen, herunder statsminister Mette Frederiksen (S), har forsøgt at sminke nederlaget ved blandt andet at holde fast i, at Socialdemokratiet trods alt fortsat er landets største parti.
»Jeg bryder mig ikke om det. Jeg synes, det er forfejlet,« siger Sebastian Thorsager Nielsen Bundsgaard og tilføjer:
»For der er fandeme ikke ret meget positivt at sige.«
I stedet mener Sebastian Thorsager Nielsen Bundsgaard, at der er brug for, at partiet »kigger indad«.
»Det er jo fordi, at vi ikke har lyttet. Hverken til danskernes helt almindelige problemer eller til vores samarbejdspartnere,« siger han og fortsætter:
»Det er fint, at de påtager sig et ansvar. Men hvad så nu? Det interessante er ikke, hvis skyld det var. Det interessante er: Hvad er der sket? Og hvordan kan vi så gøre det om?«
Sebastian Thorsager Nielsen Bundsgaard mener, at en del af løsningen bør være at afholde mange – måske hele 500 – »folkemøder«, hvor partiet skal møde almindelige vælgere.
»Vi skal blive klogere på, hvad der fylder hos danskerne. Jeg vil love dig for, at det kommer til at være meget få, der vil sige, at det er vigtigere at få en aldersgrænse på TikTok,« siger han.

Her henviser Sebastian Thorsager Nielsen Bundsgaard til en meget omtalt video med Mette Frederiksen, hvor hun blandt andet giver udtryk for, at det er vigtigere at indføre en aldersgrænse på TikTok end at gøre noget ved de stigende fødevarepriser.
»Det er symptomatisk for, at partiet ikke har føling med, hvad der er vigtigt for almindelige mennesker,« mener Sebastian Thorsager Nielsen Bundsgaard.
Hans opråb til partitoppen startede som et opslag på Facebook, som siden er blevet udgivet som et debatindlæg hos Politiken.
Reaktionerne er væltet ind, fortæller Sebastian Thorsager Nielsen Bundsgaard.
»Jeg har fået 95 procent rigtigt positive tilkendegivelser i partiet, hvor folk er meget enige med mig. Men der har også været nogle, der har været kritiske,« siger han og tilføjer:
»Man kan godt diskutere, hvor vi er på vej hen, uden at det skal ses som udtryk for, at man ønsker at brænde det hele ned. Det er det sidste, jeg ønsker. Jeg gør det her af kærlighed til mit parti, og fordi jeg ønsker et stærkt Socialdemokratiet.«
Få et overblik over kommunalvalgets resultater HER.
