Den kommende halvanden uge er det muligt at smide et bud på en cirkusvogn, popcornmaskine og en stor model af Søren Østergaards hoved.

Det sker, da flere elementer fra det konkursramte Zirkus Nemo skal under hammeren og sælges på auktion.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Aktionshuset Dab A/S, der har til opgave at sælge indholdet fra cirkusset til højest bydende.

I februar måtte cirkusset dreje nøglen om efter corona og en våd sommer med alvorlige vandskader.

Sådan lød det fra Søren Østergaard, der står bag cirkusset, i en pressemeddelelse, hvor han skrev, at Zirkus Nemo efter årtier var blevet erklæret konkurs.

Cirkusteltet fra Zirkus Nemo har ifølge auktionshuset allerede fundet en ny ejer. Men andre cirkuselementer er åbne for bud frem til 21. november, hvor auktionen lukker.

- Det er en helt særlig auktion, som skiller sig ud fra det, vi normalt ser. Der er både nostalgiske samleobjekter og praktisk udstyr til for eksempel teater- og eventfolk, siger Asbjørn Korsholm, der er ansvarlig for auktionen, i meddelelsen.

/ritzau/