Rejser man med luftfartsselskabet Ryanair, skal man fremover være ude i endnu bedre tid, når man skal tjekke ind og aflevere sin bagage.

Ryanair forkorter nemlig fra 10. november perioden for check-in og den såkaldte "bag drop".

Muligheden for at tjekke ind og aflevere sin bagage vil lukke en time før afgang. I dag lukker det med 40 minutter til planlagt afgang.

Det skriver Ryanair i en pressemeddelelse.

Ryanair begrunder ændringen med, at det skal give passagerer mere tid til at komme gennem sikkerheds- og paskontrol.

- Fra tirsdag den 10. november vil Ryanairs kunder opleve, at check-in og bag drop i lufthavnen lukker 60 minutter før planlagt afgang i stedet for de nuværende 40 minutter, siger Ryanairs marketingdirektør, Dara Brady, i meddelelsen.

- Det vil give de 20 procent af vores kunder, som indtjekker bagage, mere tid til at komme gennem sikkerheds- og paskontrol og nå frem til deres gate til tiden - især i travle rejseperioder, hvor køerne kan være længere.

Som led i ændringen installerer Ryanair selvbetjeningsautomater i mere end 95 procent af lufthavne, hvor selskabet opererer.

- Det betyder hurtigere bag drop, mindre kø ved skrankerne og en endnu mere punktlig service, siger marketingdirektøren.

/ritzau/