Ryanair-chef slår alarm: Alle er i fare
Ryanair-direktøren Michael O'Leary advarer om, at flyselskaber som SAS og Norwegian er i fare som følge af olieprisstigningerne. SAS' redning kræver én vigtig ting.

Ryanair-direktøren Michael O'Leary advarer om, at flyselskaber som SAS og Norwegian er i fare som følge af olieprisstigningerne. SAS' redning kræver én vigtig ting.

Ryanairs administrerende direktør, Michael O'Leary, frygter prisstigninger og ændrede feriemønstre som følge af krigen i Mellemøsten.
Det skriver norske Nettavisen.
»Hvis oliepriserne forbliver højere i længere tid, tror jeg, det er uundgåeligt, at man vil se brændstoftillæg, især i højsæsonen i Europa,« siger Michael O'Leary til Nettavisen.
Han mener, de højere oliepriser vil påvirke rejsemønstre betydeligt og få folk til at søge mod destinationer tættere på hjemmet fremfor langdistancerejser.
Den øgede efterspørgsel på europæiske destinationer kan derfor også føre til højere priser dér.
Michael O'Leary forudser, at et eller to flyselskaber kan gå konkurs i efteråret, hvis oliepriserne forbliver høje.
Ifølge Ryanair-direktøren er det særligt et selskab som Norwegian, der kan komme i problemer. Fordi det ifølge ham ikke er 'garanteret at blive reddet af staten'.
Nettavisen har forsøgt at kontakte Norwegian, men de er endnu ikke vendt tilbage.
Derimod anser Michael O'Leary et selskab som SAS for at være mindre sårbart.
Han peger på, at SAS ved eventuelle problemer vil blive 'reddet af skandinaviske regeringer eller den franske regering', da europæisk myndigheder historisk set er kommet store flyselskaber til undsætning i krisetider.
Ryanair selv slår fast, at de ikke vil indføre brændstoftillæg i år.