De russiske 'spøgelsesskibe' sejler rundt i danske farvande – og ved Sverige, Norge og Finland.
Her udser de sig mål for sabotage i tilfælde af en krig mod Vesten.
Det afsløres i DRs nye dokumentar 'Skyggekrigen' blandt andet på baggrund af opsnappet russisk radiokommunikation.
»I tilfælde af en konflikt mod Vesten er de parate og ved, hvor de skal sætte ind, hvis de ønsker at lamme det danske samfund,« siger Anders Henriksen, kontraspionagechef fra Politiets Efterretningstjeneste (PET).
Målene skulle være havvindmølleparker, strøm- og internetkabler samt gasrørledninger, og aktionerne skulle være styret direkte fra Moskva.
Dokumentaren er lavet sammen med norske NRK, svenske SVT og finske Yle, og tv-stationerne har registreret 50 skibe, der i de seneste ti år på mistænkelig vis har befundet sig ved de nordiske lande.
Det sker ofte ved, at deres såkaldte trackere har været slukket, så deres præcise placering ikke kan lokaliseres på radarer.
Ved et nyligt tilfælde har DR sidste år fulgt ’Admiral Vladirmirsky', der i gennem en måned sejlede rundt om Danmark, blandt andet forbi nuværende og kommende havvindmølleparker.

Her blev tv-stationens udsendte i øvrigt mødt af flere bevæbnede, uniformerede og maskerede mænd ombord.
Efterretningseksperter vurderer, at skibet kan have kortlagt strømkabler på bunden af havet. Og altså hvor Rusland kan placere bomber for at smadre strømforsyningen til Danmark.
Den russiske ambassade i Norge kalder over for de fire medier skibene for 'forskningsfartøjer' og påpeger, at deres 'arbejde er efterspurgt og udføres i fuldstændig overensstemmelse med international lov'.

