»Jeg skal aldrig tilbage til Rusland. Måske i et andet liv. Det føles som et mareridt, og jeg er nødt til at vågne op.«
Sådan lyder det fra russiske Inga, der følger nøje med i krigens rædsler fra sit kollegieværelse på Amager, hvor hun ihærdigt prøver at komme uden om statsmediernes propaganda.
Da B.T. besøger hende, har den russiske præsident, Vladimir Putin, selvsamme dag under et pressemøde sagt, at han nemt kan skelne mellem de russere, der er på hans hold, og »forrædere«, som han ikke længere ønsker i Rusland. En kategori, Inga tilhører.
Og selvom Inga på ingen måde har et brændende ønske om at flytte hjem til Rusland igen, bliver hun bevæget af talen, hvor hendes hjemlands præsident endnu en gang formår at efterlade hende måbende og nedtrykt.
»Jeg kan virkelig godt lide det land, jeg er født i, kulturen og menneskerne, men når ens præsident ikke vil have en i landet, så er det bare … Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Jeg er åbenbart ikke en del af det russiske samfund mere, fordi jeg ikke støtter ham og ikke vil have, at folk skal slås ihjel.«
23-årige Inga kommer fra Moskva, hvor hun har læst en bachelor i dansk. Under studiet blev hun fascineret af kongeriget og valgte derfor i september at flytte til Danmark for at læse sin kandidat i migrationsstudier.
Ifølge hendes studieplan skal hun færdiggøre hun sin kandidat om halvandet år, og så skal hun tilbage til Rusland. Men det kommer ikke til at ske, hvis du spørger Inga. Hun længe har været udfordret af Putins retning, men 24. februar, hvor Rusland går ind i Ukraine, skubber han hende helt ud over kanten.
»Med krigen har jeg ikke længere lyst til at tage tilbage, jeg er nødt til at bygge mit liv et andet sted. For det er et andet land nu, og jeg har ikke lyst til at være en del af det. Folk, der bor i Rusland nu, er i fængsel,« siger Inga.
Derudover er det heller ikke sikkert for hende at tage tilbage, når hun udtaler sig kritisk om Putin og krigen. Ikke engang på ferie.
For den russiske regering har for nylig vedtaget en lov, hvor man kan blive idømt 15 års fængsel for landsforræderi, hvis man for eksempel omtaler den såkaldte fredsmission i Ukraine som en krig.
»Jeg er klar over, at jeg kan komme i fængsel, hvis jeg tager tilbage. Det er for farligt. De kan tage mig i lufthavnen og sætte mig i fængsel. Men nogen er nødt til at sige noget, og jeg er i sikkerhed i Danmark.«
»Jeg tror ikke engang, det er muligt at komme hjem til højtider mere, og jeg ved ikke, hvornår jeg ser mine forældre igen. Jeg så dem til nytår, men der vidste vi ikke, at krigen vil komme. Ingen troede, at det her ville ske,« siger Inga, der formentlig bliver nødt til at mødes med sine forældre i udlandet fremover.
Savnet til forældrene og de lange udsigter til at se dem igen er tydeligt smertefuldt for Inga, men da B.T. spørger ind til, om der er andet, hun kommer til at savne ved Rusland, er hendes frustration over den nuværende situation til at mærke: »Nej, ikke længere,« lyder det bestemt fra Inga.
Alligevel kan man mærke en kærlighed til landet og folket, når Inga taler om det. For når hun beskriver Rusland og regeringen, insisterer hun på, at det omtales som to forskellige ting.
»Jeg skelner mellem Rusland og staten. For staten afspejler ikke befolkningen. Det er ikke Rusland, der har indledt en krig og bomber Ukraine. Det sker på baggrund af én mands beslutninger.«
