Fredag morgen er stemningen på havnen i Horsens dårlig.

Det skyldes en opgave, som erhvervshavnens medarbejdere ikke har lyst til at udføre.

Det skriver TV Syd.

Ifølge Vesselfinder anløber det russiske skib 'Surgut' havnen i Horsens klokken 12. Skibet når dermed at anløbe kort før, et EU-forbud mod russiske skibe træder i kraft.

»Det er lidt ærgerligt, fordi det skaber en dårlig stemning på havnen. Vi har ikke lyst til at tage opgaven, men vi skal jo,« siger formanden for Horsens Erhvervshavn, Claus Kvist Hansen, til TV Syd.

Var skibet ankommet omkring 36 timer senere, havde situationen været en helt anden.

Natten mellem lørdag og søndag træder et EU-forbud mod anløb af russiske skibe nemlig i kraft, hvorefter 'Surgut' og alle andre skibe, der sejler under russisk flag, vil blive afvist.

Men indtil da er der intet i vejen for, at russiske skibe kan anløbe EU-havne, så 'Surgut' bryder ingen regler med sin ankomst til erhvervshavnen i Horsens.

'Surgut' har stål med om bord til en virksomhed i Hedensted.

Du kan følge med i udviklingen i krigen i B.T.s liveblog, som du finder lige HER.