Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Med maling i det ukrainske flags farver er et monument i Allinge blevet hærget. Også en hyldest blev ændret.

Et russisk monument på Bornholm har været udsat for hærværk.

En obelisk ved den russiske kirkegård i Allinge er blevet malet med farverne i det ukrainske flag – gul og blå.

Samtidig blev en hyldest til russerne i forbindelse med sejren over det nazistiske Tyskland under Anden Verdenskrig ændret til en nutidig støttetekst til Ukraine. Det skriver TV 2/Bornholm.

Monumentets tekst lyder oprindeligt: 'Evig berømmelse for de russiske helte, som ofrede livet i kampen mod tyske okkupanter'.

Den tekst var blevet overstreget med graffiti og ændret til: 'Evig berømmelse for de ukrainske helte, som ofrede livet i kampen mod russiske okkupanter.'

Ifølge TV 2/Bornholm var ordet 'ukrainske' skrevet med blåt. Ordet 'russiske' var skrevet med gult.

Hærværket fandt sted natten til søndag. Kirken har valgt ikke at politianmelde sagen og har fjernet malingen.

Den russiske kirkegård i Allinge er et af de steder i Danmark, hvor den russiske 'sejrsdag' markeres.

Mandag er det 77 år siden, at de sovjet-russiske soldater sejrede over soldaterne fra det daværende Nazityskland i Anden Verdenskrig.

Obelisken hædrer de faldne sovjetrussere. I dagene omkring 9. maj lægges der traditionelt en blomsterkrans ved en ceremoni med russiske repræsentanter.

Det er dog uvist, om der også kommer en markering i år.

Den russiske ambassade har ikke svaret på, hvorvidt ceremonien finder sted, skriver DR. Ambassaden har blot meddelt, at det er uafklaret.

Rusland invaderede Ukraine 24. februar i år.

Siden er Rusland blevet stærkt kritiseret af det internationale samfund. En række sanktioner er desuden blevet indført mod Rusland som en konsekvens af krigen.

/ritzau

Andre læser også