Rune gik direkte til drengen, der drillede hans søn – og det virkede. Men mobbeforsker fraråder den metode

»Godmorgen Alfred.«

Sådan begyndte det ifølge Rune Skude Hernes, da han en morgen efter aflevering i skolen satte sig ned på hug og tog en snak med den dreng fra 2. klasse, som hans søn Lionel i 0. klasse havde peget på som én af dem, der drillede ham.

Ifølge Rune havde Lionel i en periode været ked af at gå i skole.

Han havde oplevet, at Alfred førte an, og at andre børn fulgte med. Derfor havde faren lovet sin søn, at han ville tale med drengen, når det rette øjeblik opstod.

I et opslag på Facebook beskriver Rune, hvordan han forsøgte at tage snakken roligt og varmt. Han skriver blandt andet, at han sagde til drengen:

»Lionel kan rigtig godt lide at gå i skole… Men der er noget, han ikke kan lide. Ved du hvad det er?«

Det vidste drengen godt, men sagde ikke så meget, skriver Rune i opslaget og forklarer videre, hvad han sagde:

»Alfred, jeg er sikker på du er en super sød dreng. Okay. Du må ikke drille Lionel. Det skal stoppe nu.«

Siden den dag, skriver Rune, er Lionel stoppet med at tisse i sengen. Drillerierne er efter hans oplevelse ophørt, og relationen mellem børnene er vendt så meget, at han nu fortæller sin søn, at 'Alfred er vores ven.'

Hvor går grænsen?

Opslaget har de sidste døgn fået massiv opmærksomhed og sat gang i en debat, der rammer noget følsomt hos mange forældre: Hvad gør man, når ens barn bliver drillet, og hvor går grænsen for, hvad man som voksen bør gøre over for et andet barn?

Det er der delte meninger om blandt de hundredvis af kommentarer, som opslaget har fået.

Da Woman taler med Rune Skude Hernes, holder han fast i, at det vigtigste for ham hele tiden var at hjælpe sin søn og samtidig møde Alfred ordentligt. 

Alfred er et opdigtet navn. Ifølge Rune har barnets forældre tidligere takket nej til at medvirke i forbindelse med omtale af sagen.

»Det, der har været fokus for os, som vi synes, er det vigtigste, det er, at drilleriet er stoppet, og de nu betragter hinanden som venner,« siger han.

Hvorfor ikke snak med forældrene først?

Han fortæller, at Lionel gennem nogle måneder var kommet hjem og havde delt episoder fra SFO’en.

»Han fortalte nogle eksempler på nogle situationer, hvor han følte sig alene med nogle store drenge, som drillede, og de drillede sammen og sagde nogle forskellige ting,« siger Rune Skude Hernes.

Hvorfor kontaktede du ikke forældrene først, så de kunne tage snakken med deres søn?

»Lionel havde delt lidt mere med min kone om det her. Jeg blev først lukket ind i det lidt senere, og jeg var ikke helt sikker på, hvem det var. Og så skete det ligesom der, hvor Lionel gjorde opmærksom på det. Så det blev den situation, jeg handlede i.«

Hvilke følelser havde du i kroppen, da du tog snakken?

»Det var lederen i mig. Jeg har arbejdet med salg og som leder i mange år og haft mange svære samtaler. Jeg har også arbejdet i både børnehave, vuggestue og på en skole, så jeg har erfaring med den slags situationer. Jeg havde forberedt mig på, hvordan jeg kunne tage den samtale, så den fik et godt udfald, både for Alfred og Lionel. Jeg kunne mærke hele følelsesregisteret, men jeg var ikke sur. Det var vigtigt for mig at møde ham ordentligt.«

Selv blevet mobbet som barn

Du skriver i dit Facebook-opslag, at du som barn selv var udsat for mobning. Kunne du mærke, at der var noget i situationen, der ramte noget gammelt i dig?

»Nej, det har jeg arbejdet meget med som voksen. Men jeg kan se meget af mig selv i min søn, og jeg vil gerne hjælpe ham med at håndtere konflikter. Man kan ikke undgå konflikter, men man kan lære at navigere i dem, uden at gå 0-100 og uden bare at fryse og bagefter blive ked af det over, at man ikke sagde fra.«

Du tog fat i én dreng, men hvis det er en dynamik mellem flere børn, løser det så problemet?

»Altså, jeg har også fulgt op med Lionel efterfølgende, og han oplever, at det er stoppet. Og jeg kan også mærke på Alfred, at han har taget det til sig. Han fortæller også til sin mor, at vi er venner, og det tænker jeg faktisk er en bedre løsning for ham, end hvis han var blevet konfronteret hårdt. Så i den konkrete situation, der virker det til, at det har haft en effekt.«

Kunne det være bedre at lade skolen håndtere det, fordi de kender børnene og dynamikkerne?

»Skolen har helt klart en vigtig rolle. Jeg har også selv været i dialog med skoleledelsen og er i kontakt med lærere og pædagoger. Men jeg oplever også, at de er pressede, og at der ofte bliver slukket brande. Og der tror jeg, at forældre også kan spille en rolle, hvis det bliver gjort rigtigt.«

Vil du opfordre andre forældre til at gøre det samme som dig?

»Hvis man er klædt på til det og har tænkt over, hvordan man gør det ordentligt, så synes jeg, det er bedre at tage dialog end bare at se til. Men hvis jeg skulle lege politiker, ville jeg ikke gå ind og lave en policy, der hedder, at forældre skal til enhver given tid interagere og gå ind og håndtere situationer med børn.«

Artiklen er oprindeligt udgivet på Woman.dk, hvor du også finder indhold fra Bolig Magasinet, Costume og Magasinet Liv