Hvor går grænsen? Det er det overordnede spørgsmål i en sag om hvidvask, som Martin Pilgaard fra Aalborg er hovedperson i.

En hyggelig gestus, hvor han medbringer rundstykker og kage til kollegaerne om fredagen, har fået hans bank til at reagere.

Hver torsdag modtager han nemlig penge via MobilePay fra de kollegaer, der gerne vil have morgenbrød med. Ti kroner for et rundstykke og smør. 15 kroner for to.

Ifølge Nordjyske, modtog Martin Pilgaard en torsdag 165 kroner og en anden 215 kroner. Til sidst fik han så et brev fra sin bank, hvor de bad ham redegøre for, hvor pengene stammede fra.

Det har efterfølgende fået Martin Pilgaard op af stolene. Dog kritiserer han ikke sin bank, for de følger bare reglerne, men sagen har fået ham til at spørge, hvor går grænsen?

»Nu kan man ikke engang købe rundstykker til sine kolleger uden at skulle stå til ansvar. Det er jo helt ude af proportioner, når man ved, hvad der foregår af milliardsvindel og store beløb, der bliver sendt ud af landet og i skattely,« siger Michael Pilgaard til avisen.

Martin Pilgaard tjener ikke noget på rundstykkerne, men overførelserne sørger for, at han går i nul.

Nordjyske har været i kontakt med Martin Pilgaards bank, Merkur Andelsbank. Banken svarer i forhold til Martins sag, at lovgivningen ikke skelner mellem store og små beløb, for det er ikke nødvendigvis beløbenes størrelse, der er afgørende. Banken reagerer blot på ændret adfærd.